
Blev ikke meldt ud: Dronning Mary til møde på Rådhuset

Dronning Mary deltog onsdag i et Advisory Committee-møde på Københavns Rådhus, oplyser kongehuset. Her blev Dronning Marys Centers forretningsplan for 2025 drøftet.
Dronning Marys Center blev lanceret i anledning af dronning Marys 50-års fødselsdag i 2022, og majestæten har ifølge kongehuset ”fulgt centerets arbejde på tæt hold”.
”For tre år siden blev Dronning Marys Center lanceret i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 50-års fødselsdag. Siden da har Dronningen fulgt centerets arbejde på tæt hold, blandt andet som medlem af Dronning Marys Centers Advisory Committee.
I dag, onsdag, deltog Hendes Majestæt i Advisory Committee-mødet på Københavns Rådhus, hvor centerets forretningsplan for 2025 til 2030 blev drøftet.

Advisory Committee er et panel, der mødes to gange årligt og bidrager med strategisk sparring til centerets ledelse. Udvalget inddrages i arbejdet med produktion af ny viden, netværksdannelse og formidling samt i udvikling af centerets samarbejde med eksterne aktører gennem erfaringsudveksling og rådgivning”, skriver kongehuset om mødet på Rådhuset.
At dronningen deltog i dette møde, var ikke på forhånd meldt ud i den kongelige kalender over kongehusets medlemmers program, men det er ikke så underligt.
Kongehuset skriver således om kalenderen:
Kalenderen angiver officielle programpunkter for Kongeparret, og den kongelige familie i øvrigt. I udgangspunktet er der ofte tale om aktiviteter, hvor der er adgang for medierne. Derudover deltager Kongeparret og de øvrige medlemmer af den kongelige familie i en lang række møder og begivenheder med ikke mindst protektioner, organisationer og fonde.
Kalenderen omfatter således ikke mødeaktivitet, forberedelsestid, briefinger mv., der relaterer sig til den kongelige families daglige virke eller går forud for officielle rejser og besøg. Kalenderpunkter kan derfor ikke stå alene, når den kongelige families aktiviteter og arbejde kortlægges.
