11. sep. 2025
Af Sofie Nymand

Blev opfordret til at tage den af: Reporter troppede op i kontroversiel t-shirt til møde med kong Frederik

Kong Frederik
Kong Frederik
Foto: Hanne Juul
En reporter fra TV Midtvest måtte skifte t-shirt midt i det hele, da han torsdag eftermiddag dækkede kong Frederiks besøg under EuroSkills.

– SkillsDenmark vil gerne give mig en ny t-shirt, de mener denne her er upassende, sådan lyder det fra TV Midtvests reporter i en video torsdag eftermiddag.

For mediet dækkede journalisten EuroSkills 2025, som torsdag fik kongeligt besøg. Kong Frederik var nemlig taget til Herning for at overvære konkurrencen, og her håbede reporteren, at han kunne stille den kongelige hovedperson et spørgsmål.

Men inden da måtte han skifte t-shirt.

TV Midtvests reporter havde nemlig valgt at iføre sig en ”Bollede ham i går”-t-shirt. En lignende t-shirt har den seneste tid skabt debat, efter prinsesse Isabella bar den under Smukfest.

Det er ikke hver dag, at landets monark besøger den jyske hede, og derfor havde reporteren og den øvrige redaktion gjort sig tanker om det potentielle møde med kongen. Valget af t-shirten var derfor helt bevidst, og det skulle ses som en gimmick fra mediets side.

Det fortæller redaktionschef på TV Midtvest Christian Lade Broch-Lips til BILLED-BLADET.

– Det er en stor begivenhed, når kong Frederik besøger Herning, og EuroSkills er samtidig en ung begivenhed. Vi ønskede derfor at gå til det med et ungt take, og da flere unge har hørt om prinsesse Isabellas t-shirt, tænkte vi, at vores reporter skulle have en lignende på.

Ifølge redaktionschefen skulle gimmicken ikke ses som en provokation, men snarere som et lille drilsk indslag. Og efter dronning Mary kækt kommenterede prinsesse Isabellas valg af t-shirt med ordene ”Er du helt væk eller hvad?”, mener redaktionschefen ikke, at kongehuset ville tage det højtideligt.

– Dronning Mary har udtalt sig om t-shirten, og det gjorde hun med humor. Vi har aldrig haft en hensigt om at provokere kongehuset. T-shirten skal ses som et glimt i øjet, og det er vores mulighed for at tale ind i noget aktuelt, lyder det fra Christian Lade Broch-Lips.

Smukfest 2025
Prinsesse Isabella med t-shirten under Smukfest.
Foto: Dan Mariegaard

TV Midtvests reporter valgte dog at tage t-shirten af, før han fik mulighed for at stille kong Frederik et spørgsmål. Det skete på opfordring af arrangørerne af SkillsDenmark, som i stedet forærede reporteren den officielle SkillsDenmark-trøje.

– Arrangørerne anmoder ham om at skifte t-shirt, og han får at vide, at hvis han skal interviewe kongen, så er det nok bedst, at han får en anden på. Og så vælger han at skifte t-shirt, fortæller redaktionschef Christian Lade Broch-Lips, som dog påpeger, at det ikke var et krav fra arrangørernes side – ej heller kongehuset.

– Vi har efterfølgende talt om, at han kunne have beholdt den på. Men han vælger at tage t-shirten af, og det er hans beslutning. Det er det, han har haft det rarest med i den pågældende situation. Og det bakker jeg ham op i, siger redaktionschef på TV Midtvest Christian Lade Broch-Lips.

Missionen lykkedes da også til sidst. Reporteren interviewede kongen, som kom med et kækt svar på, hvem der er mest handymand hjemme på Amalienborg.

BILLED-BLADET har været i kontakt med SkillsDenmark, som ikke ønsker at udtale sig.

Mere om: