Blomsterpigen ville ikke af med buketten til kronprinsesse Mary
Blomsterpige Valeira, 4 1/2, fra Ungarn, havde helt sikkert fået mange instrukser om aftenens hovedperson, kronprinsesse Mary.
Alligevel, og måske netop derfor, blev det lidt for meget for den yndige blomsterpige, da Mary pludselig stod der foran hende og ventede på sin buket. I stedet for at række den til kronprinsessen, knugede hun den ind til sig og ville aller helst stikke hovedet ned i buketten og gemme sig.
Men Marys talent og evner med børn, er ikke ubegrundet. Efter en kort og glad kommunikation, ansigt til ansigt, overrakte Valeria en smule modvilligt Mary buketten og stillede også gerne op til et billede bagefter med kronprinsessen.
Mary deltog som protektor for WHO i en reception i Operahuset i København for WHOs 59. regionalkomitémøde.