11. jan. 2024
Af Josephine Sjelhøj

Dagen efter de er blevet kongepar: Overraskelse venter Frederik og Mary på mandag

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Foto: Hanne Juul
Mandag venter der Frederik og Mary en overraskelse.

Søndag er der lagt op til en festlig og historisk dag, når dronning Margrethe officielt abdicerer og kronprins Frederik og kronprinsesse Mary bliver Danmarks nye kongepar.

Allerede dagen efter – mandag den 15. januar – venter kongeparrets første opgave.

Den kongelige familie deltager mandag i Folketingets markering af tronskiftet klokken 10.00.

Over for DR afslører Folketingets formand, Søren Gade, nu nogle af detaljerne fra dagen.

Politikeren fortæller, at der vil være et arrangement, som minder meget om det, der holdes ved Folketingets åbning, når kong Frederik 10. og dronning Mary bydes velkommen på mandag.

Her vil Danmarks nye kongepar være i centrum. Derudover vil kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim og prinsesse Benedikte også være til stede på den festlige dag.

Mandag vil både statsminister Mette Frederiksen og Folketingets formand holde taler for kong Frederik og dronning Mary, og derefter sker der noget særligt.

- Og så vil der til sidst være en lille festlig overraskelse, fortæller Søren Gade hemmelighedsfuldt.

Efterfølgende deltager den kongelige familie afslutningsvist i en reception i Landstingssalen.

Læs mere om: