Debatten går: Hvad er kronprinsesse Mary værd?
DR-programmet Detektor stiller i sit nyeste program skarpt på, hvor stor en effekt kronprinsesse Marys indtræden i det danske kongehus har haft.
Tidligere har mange medier beskæftiget sig med den såkaldte Mary-effekt, der går ud på, at den australskfødte kronprinsesse har betydet meget for Danmarks vareeksport til netop Australien. Og det er desuden ofte blevet udlagt som en sandhed, at der er kommet flere australske turister til Danmark på grund af kronprinsessen.
Detektor kommer frem til, at vareeksporten til Australien ganske rigtigt er fordoblet siden 2003, hvor kronprinsparret blev forlovet med kronprins Frederik, men fra 1993 - 2003 blev den danske eksport til Australien tredoblet. Desuden har både Norge og Sverige oplevet tilsvarende stigning i deres eksport til landet down under.
Rejsende australiere
Hvad angår antallet af turister, er der ifølge Detektor ganske rigtigt sket en fordobling i antallet af australske overnatninger i Danmark fra 2005 til 2012.
- Men da Danmarks Statistik ikke har tal før 2005, er det er svært at sige, om den flotte stigning først begyndte efter det royale bryllup i 2004, skriver Detektor på DR Nyheders hjemmeside.
Generelt, slår Detektor fast, er der sket en stor stigning i antallet af udlandsrejsende australiere, om så de rejser til Danmark, det øvrige Norden eller resten af verden.
DI står fast: Mary-effekt findes
På DR's hjemmeside kalder man artiklen om Detektor-programmet "Stor usikkerhed om den såkaldte Mary-effekt", mens Ekstra Bladet skriver "Mary er intet værd. Den såkaldte Mary-effekt er en myte, slår DR-program fast".
Hos Dansk Industri, der ofte har talt om Mary-effekten, holder man dog fast i, at kronprinsessen har en vigtig værdi for dansk erhvervsliv.
- Vi er fortsat overbevist om, at vores konklusioner om udviklingen og årsagerne er rigtige, skriver Dansk Erhverv i en mail til Detektor.
For nylig var kronprinsesse Mary og kronprins Frederik i Australien, og de er netop kommet hjem fra en officiel rejse til Mexico.