Dejlig nyhed: Nu ser vi Mary igen
Jule- og nytårstiden kombineret med den aktuelle coronasituation om så vidt muligt at holde sig hjemme har helt sikkert været medvirkende til, at kronprinsesse Mary ikke har været på kongelig opgave i over en måned.
Senest Kronprinsesse Mary deltog i et officielt arrangement var, da hun den 15. december som protektor for DRC Dansk Flygtningehjælp deltog i markeringen af et-årsdagen for Global Refugee Forum (GRF).
Spændende møde
Nu er kronprinsesse Mary igen klar til at kaste sig over en af sine mærkesager.
Ifølge kongehusets kalender deltager hun nemlig i morgen, tirsdag, klokken 15.00 som medlem af Kommissionen i et virtuelt møde i FN’s Befolkningsfond UNFPAs High-Level Commission on ICPD25.
Første møde i september
Kronprinsesse Mary var til sit første virtuelle møde med den såkaldte uafhængige ICPD25 højniveaukommission i september.
Til et billede taget under mødet hjemme på kronprinsessens arbejdsværelse på Amalienborg skrev hun entusiastisk om mødet.
"I dag havde jeg fornøjelsen af at møde de øvrige medlemmer ved det første møde i den uafhængige ICPD25 højniveaukommission, som FNs Befolkningsfond har taget initiativ til at oprette. Nogle af medlemmerne kender jeg fra tidligere, og andre var nye. Der er tale om mennesker med forskellige baggrunde og kompetencer, og fra forskellige dele af verden.
Jeg glæder mig til det kommende arbejde for at gøre det eneste rigtige og kloge, og det er at indfri verdens løfte om at sikre kvinder og pigers rettigheder og lige muligheder. Eller sagt på en anden måde at arbejde for, at kvinder og piger har den viden og de redskaber, der skal til, for, at de kan bestemme over deres egen krop og dermed deres eget liv. Det skal vi kæmpe for....", skrev kronprinsesse Mary til opslaget på kongehusets Instagram-profil.
Engageret siden 2010
Kronprinsesse Mary har været protektor for UNFPA siden 2010.
UNFPA, FN’s Befolkningsfond, arbejder for at sikre en verden, hvor enhver graviditet er ønsket, enhver fødsel er sikker, og hvor alle unge har mulighed for at udleve deres fulde potentiale.