Dejlige dage i vente: Prinsesse Benedikte rejser til luksus-ferieparadis
Der venter prinsesse Benedikte et spændende program, når hun onsdag og torsdag besøger ferieøen Sild, der ligger syd for den dansk-tyske grænse ude i Nationalpark Vadehavet.
Den langstrakte tyske ø med de store hvide sandstrande er til daglig hjemsted for omkring 20.000 fastboende, men i ferietiden bor der helt op til 100.000 på øen, når den besøges af turister fra hele Tyskland, der kommer for at nyde det smukke klitlandskab og sommerhusmiljøet.
Sild er uden sidestykke tyskernes luksus-ferieparadis med alenlange hvide strande og 11.000 pittoreske strandkurve med havudsigt som særlig attraktion.
En stor glæde
- Det er en stor glæde, at prinsesse Benedikte har vist interesse for at besøge Sild og samtidig stifte bekendtskab med øens danske og frisiske mindretal og deres kultur og historie. Det byder også på muligheder for at sætte fokus på det moderne Danmark som ferieland og som foregangsland for grøn omstilling og digitalisering, som der er stor interesse for blandt tyske beslutningstagere og investorer, siger generalkonsul Kim Andersen fra Det Kgl. Danske Generalkonsulat i Flensborg ifølge en pressemeddelelse fra kongehuset.
Kommer fra Rømø
Når prinsesse Benedikte onsdag ankommer til Sild med færgen fra Havneby på sydspidsen af Rømø, venter der hende et alsidigt program.
Prinsesse Benedikte vil blive præsenteret for Silds smukke klitlandskab og de storslåede strande, ligesom hun vil høre om øens historie herunder de kongerigske enklaver og dermed den historiske tilknytning til det danske kongehus.
Danskere i Tyskland
Det danske mindretals forsamlingshus i List vil på førstedagen for besøget være rammen for et frokostarrangement for lokale gæster.
Prinsessen vil senere blive modtaget af øens fem borgmestre og repræsentanter for turisme og erhvervsliv, ligesom hun vil besøge det danske og det frisiske mindretal, bl.a. på Sild Danske Skole i hovedbyen Vesterland.
Efter en rundvisning vil prinsessen genindvie skolen efter en omfattende renovering.
Dansk mode og design
På luksus-ferieøen, hvor det tyske jetset elsker at holde ferie, er der også en lille gruppe danske forretningsdrivende.
Prinsesse Benedikte vil således besøge en dansk håndværksguldsmed, der er inspireret af skandinavisk design samt en ung forretningsmand, der forhandler dansk modebrands.
Dagen sluttet med en festaften på det kendte og meget smukke hotel Benen-Diken-Hof med indbudte gæster fra blandt andet de lokale myndigheder, den politiske verden samt mindretallene.
Allerede i Tyskland i går
Allerede tirsdag befandt prinsesse Benedikte sig i Tyskland, hvor hun var med til at fejre Det danske mindretals gymnasium i Flensborg, Duborg-Skolens 100-års jubilæum.