Derfor bliver prinsesse Marie hjemme fra Victorias bryllup
Men to, der ikke kommer til at opleve festlighederne, er prins Joachim og prinsesse Marie. De må blive hjemme i Danmark, fordi Joachim skal være rigsforstander, mens hans mor, dronning Margrethe, og hans storebror, kronprins Frederik, er til fest.
Ganske vist har prinsesse Marie ikke nogen officielle pligter, fordi hendes mand er rigsforstander, så teoretisk set kunne hun godt tage med resten af familien til Stockholm. Men det gør Marie ikke.
Det er prins Joachim, der er i familie med kronprinsesse Victoria, og det ville virke underligt, hvis prinsesse Marie dukkede op alene uden sin mand. Især fordi kronprinsesse Victoria og prinsesse Marie ikke har noget tæt forhold til hinanden og kun har mødt hinanden ganske få gange.
Når dronning Margrethe er i udlandet, skal der være en anden rigsforstander, og det er ofte prinsesse Benedikte, der træder til, hvis hverken kronprins Frederik eller prins Joachim er hjemme, men netop denne gang har hun bedt om, at en anden påtager sig opgaven som rigsforstander, fordi hun utrolig gerne vil med til brylluppet i Stockholm.