Derfor er Marys nye rolle historisk: Første gang nogensinde
Da kronprinsesse Mary har takkede ja til at være protektor for arrangementet Copenhagen 2021, skrev hun samtidig historie.
Det er nemlig første gang, at en kongelig person stiller sig i spidsen for et LGBTI-arrangement som protektor.
- Vi er både stolte og glade over, at kronprinsessen har valgt at blive protektor for en LGBTI-begivenhed. Hun er i forvejen rollemodel for alle, høj som lav over hele verden, siger direktør i Copenhagen 2021, Lars Christian Østergreen i en pressemeddelse og fortsætter:
- Jeg er sikker på, at kronprinsessens engagement vil inspirere andre og have en positiv effekt ikke bare for vores miljø herhjemme, men også ude i verden.
Kronprinsesse Mary glæder sig
Kronprinsesse Mary glæder sig til den nye opgave, som strækker sig frem til afholdelsen af arrangementet i august 2021.
- Jeg ser frem til at være med til at sætte mangfoldighed og LGBTI-rettigheder på dagsordenen både herhjemme og internationalt. Jeg glæder mig til, hvad jeg er sikker på bliver nogle festlige og vigtige arrangementer både op til og under Copenhagen 2021, siger kronprinsesse Mary.
Copenhagen 2021 består af både EuroGames og WorldPride, og finder sted i København og Malmø den 12.-22. august 2021.