Derfor står kronprinsesse Mary og kronprins Frederik så stærkt
Der er som regel masser af rosende ord til overs, når kronprinsparret repræsenterer Danmark rundt omkring i verden. Senest er Hendes Kongelige Højhed kronprinsesse Mary blevet rost til skyer over sit outfit til den svenske prinsessedåb, hvor hun ifølge eksperter var langt foran de andre prinsesser, og parret har også været rost i et amerikansk TV-show for at være moderne og nede på jorden, da de i efteråret var på officielt besøg i USA.
Ifølge historiker og kongehusekspert står kronprinsparret da også ganske stærkt sammenlignet med de nordiske naboer.
- Der er mange lighedspunkter blandt de nordiske kronprinspar. Men der er nogle styrker ved det danske kronprinspar, som de svenske og norske naboer ikke har. I Danmark er både kronprinsesse Mary og kronprins Frederik veluddannede. Men i Sverige har prins Daniel ikke en høj uddannelse, og det kan betyde, at der ligger en større byrde på kronprinsesse Victorias skuldre. Det kan også betyde, at befolkningen er mere kritisk over for prins Daniel, hvis han begår fejl, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
Populariteten er både fordel og ulempe
Kongehuseksperten peger på, det også er en styrke, at kronprinsessen ikke kommer fra Danmark.
- Det er en fordel, at Mary kommer udefra. Der er ikke mange, der på forhånd kendte til hende, så der er færre erfaringer og personlige sider af hende, som kan blive fortalt videre til pressen. Vi har også tendens til, at vi i mindre grad kritiserer folk fra udlandet. Der er mindre misundelse involveret, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Den tredje fordel, som det danske kronprinspar er heldige at have, er populariteten. Det danske kongehus er nemlig i de senere år blevet mere og mere vellidt og er det mest populære i Europa.
- Det er en fordel, at de har det med i ryggen. Men man kan jo også sige, det kan blive en ulempe. For der er enormt høje forventninger, og det kan måske blive svært at leve op til populariteten, påpeger Lars Hovbakke Sørensen.