2. jan. 2024
Af Sofie Nymand

Derfor var prins Christian ikke med til nytårstaffel

Prins Christian
Prins Christian
Foto: Hanne Juul
I oktober trådte prins Christian for alvor ind i de voksnes rækker, da han fyldte 18 år, men de bonede gulve må vente lidt endnu.

Mandag aften var et af årets helt store højdepunkter i kongehuset – om end det lige er begyndt.

På årets første dag åbnede dronning Margrethe dørene til nytårstaffel, der samtidig blev hendes sidste som regent. Det sker efter, dronningen i sin nytårstale annoncerede, at hun abdicerer den 14. januar og overlader tronen til kronprins Frederik.

Derfor var denne aften ekstra speciel, og det kunne mærkes på de mange gæster, som hovedsageligt bestod af regeringen og hoffets ledelse.

Også de kongelige familiemedlemmer deltog naturligvis. Én efter én ankom de til Christian VII's Palæ på Amalienborg, men én havde valgt ikke at trække i festtøjet. Kronprinsparrets ældste søn, prins Christian, dukkede ikke op.

Da prins Christian i oktober fyldte 18 år, trådte han for alvor ind i de voksnes rækker – også i kongehus-regi – og det rejste spørgsmålet om, hvorvidt prins Christian ville slutte sig til de andre på de bonede gulve.

Selv om han fik en forsmag i anledningen af fødselsdagen, hvor han blev fejret med et stort gallataffel på Christiansborg Slot, valgte han mandag at blive hjemme, og det er ikke en beslutning, som kommer som en stor overraskelse.

Det er nemlig arbejdende medlemmer af den kongelige familie, som deltager i nytårstaflet. Og det er prins Christian, der går i 3.g på Ordrup Gymnasium, ikke endnu.

I sommer udsendte kongehuset en pressemeddelelse, hvor de oplyste, at prins Christian ikke ville få apanage fra sin 18-års fødselsdag. Og derfor kan det ikke forventes af ham, at han påtager sig kongelige pligter eller deltager i officielle sammenhænge, som f.eks. nytårstaflet.

Det er endnu ikke meldt ud, hvorvidt det ændrer sig, når hans forældre bliver kongepar, og han selv bliver kronprins.

Læs mere om: