25. apr. 2022
Af Ulrik Ulriksen

Det er altså super godt gået! Kronprinsesse Mary filmer og fortæller

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary
Foto: Jesper Sunesen
Kronprinsesse Mary er en kvinde med flere talenter. I et skarpt videoindslag, som kronprinsessen selv filmer, fortæller Mary blandt andet om forholdene i det klimasårbare land Bangladesh.

Som et af verdens fattigste og tættest befolkede lande er Bangladesh det sted på kloden, hvor samlet set flest mennesker er truet af klimaforandringerne.

Naturbaserede løsninger og biodiversitet er derfor omdrejningspunktet de næste dage, når kronprinsessen rejser rundt i det folkerige land sammen med minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen.

Kronprinsesse Mary som reporter

Dagen i dag i hovedstaden Dhaka har budt på et spændende program for kronprinsessen.

Der har både været officiel modtagelse hos Hendes Excellence premierminister Sheikh Hasina, underskrivelsesceremoni af ny samarbejdsaftale mellem Danmark og Bangladesh med fokus på grøn og bæredygtig udvikling samt møde med repræsentanter fra danske virksomheder, der ved en frokost kunne fortælle om de mange muligheder, der er i landet lige nu for særligt danske grønne løsninger.

Kronprinsesse Mary har virkelig noget på hjerte i Bangladesh, og i et fint indslag på de sociale medier fortæller kronprinsessen danske virksomheders mulighed for at gære en forskel i Bangladesh, og kronprinsessen filmer såmænd selv indslaget, som du kan nyde her nedenfor.

Bangladesh er hårdt ramt

- Bangladesh er blandt de mest klimasårbare lande i verden, og med omkring 160 millioner indbyggere er det også verdens tættest befolkede land. Landet bliver ramt af hyppige og voldsomme vejrkatastrofer på grund af klimaforandringer, og Bangladesh har stigende fokus på klimadagsordnen og behovet for grønne løsninger, og her har danske virksomheder meget at byde på, siger kronprinsessen og fortsætter med at fortælle, at Danmark og Bangladesh har haft 50 års udviklingssamarbejde, og dermed har Bangladesh et godt kendskab til innovative danske løsninger.

Desuden kommer kronprinsessen ind på, at med danske virksomheders stærke kompetencer i grønne løsninger er der gode muligheder for, at danske virksomheder får succes og kan være med til at gøre en forskel.

Stolt kronprinsesse

- Det er løsninger, jeg er stolt af at kunne vise støtte til her i Bangladesh. Og det har været interessant at høre om danske virksomheders erfaringer i landet under vores fokusmøde her på den danske ambassade, siger kronprinsessen i video-indslaget, der på kongehusets Instagramprofil får kæmpe ros af brugerne.

Læs mere om: