Det er bare så romantisk: Victoria og Daniel fejrer uforglemmelig dag
For Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel er det helt naturligt at markere og fejre Valentinsdag en smule mere, end så mange andre ægtepar og kærestepar måske gør det.
Victoria og Daniel fejrer dagen privat
Og det er der en meget naturlig årsag til, for det var på Valentinsdag i 2009, at den romantisk anlagte Daniel Westling faldt på knæ i sneen ved Drottningholms Slot og stillede sit hjertes udkårne, kronprinsesse Victoria, spørgsmålet ”vil du gifte dig med mig?”.
Kronprinsesse Victoria har selv fortalt, at hun smilende og dybt rørt svarede ”Ja, JA, JAAAA”, og dermed blev der skrevet kongelig kærlighedshistorie.
13-års forlovelsesdag
I dag er således for kronprinsesseparret ikke blot Valentinsdag – det er også deres private 13-års forlovelsesdag, selvom det rent officielt først var ti dage senere, den 24. februar 2009, at forlovelsen blev offentliggjort.
Markeringen af den særlige dag er helt privat for Victoria og Daniel.
Romantisk bryllup og børn
Der er sket meget, siden Daniel for præcis 13 år siden friede til Victoria.
I 2010 blev parret viet i Storkyrkan i Stockholm, og to år senere blev de forældre til prinsesse Estelle, der kom til verden den 23. februar, og den 2. marts 2016 fik Victoria og Daniel så prins Oscar.