
Det er jo helt naturligt! Sådan har kongebørnenes stil udviklet sig i 2024
Flere gange i år har vi set kong Frederik og dronning Marys fire børn stå ved deres forældres side til både private og officielle begivenheder.
De var alle fire med på balkonen, da deres far blev konge, prins Vincent og prinsesse Josephine var med deres forældre i Grønland, og hele familien var naturligvis med, da kronprins Christian blev student i sommer.
Når vi ser kongebørnene, er de altid passende klædt til lejligheden – ligegyldigt om det er en privat familiebegivenhed eller en officiel opgave.
- Der er naturligvis forskel på kongebørnenes stil, når de er privat i fritiden, og når de er på officielle opgaver. Ved officielle optrædener ses prinsesse Isabella og prinsesse Josephine i en klassisk og elegant stil, der på fineste vis matcher deres mors, og de låner også gerne tøj fra dronning Marys klædeskab. Generelt er hele familien gode til at genbruge og låne af hinanden, siger BILLED-BLADETs kongelige ekspert Marianne Singer og fortsætter:
- Men prinsesserne er også gode til selv at tilføje ungdommelige detaljer – bl.a. med den strikkede clutch fra det danske mærke Aiayu, som begge prinsesser bar til festgudstjenesten i Aarhus efter tronskiftet eller med neglelak i en frisk farve, som prinsesse Josephine gjorde, da familien var til ”Nøddeknækkeren” i Tivoli.

Også kongeparrets to drenge er gode til at klæde sig på til forskellige lejligheder, fortæller Marianne Singer:
- Kronprins Christian og prins Vincent ser vi også i jakkesæt og slips til officielle lejligheder, mens tøjet er mere afslappet, når de ses ved mere private anledninger – men det ligner, at de trives godt i den klassiske herrestil.
Kongeparrets fire børn er jo alle ved at blive store – kronprins Christian er 19 år, prinsesse Isabella er 17 år, og prins Vincent og prinsesse Josephine er 13 år – og det kan selvfølgelig også ses på deres tøjvalg, siger BILLED-BLADETs kongelige ekspert.
- Det er tydeligt, at kongebørnene er ved at blive større og gradvist får en mere og mere voksen stil. Det er jo naturligt, fordi de er ved at blive unge kvinder og unge mænd, siger Marianne Singer.
I galleriet øverst i artiklen kan man se kongebørnenes stil i 2024 – både i afslappede hverdagslook og i formel stil til officielle begivenheder.
