Direktøren fik sved på panden: Frygtløs prinsesse Marie sørgede for nervøse blikke
Prinsesse Marie var fuldstændig i sit es, da hun sammen med prins Joachim og parrets børn, grev Henrik og komtesse Athena, som protektor deltog i Kattegatcentrets fødselsdagsfejring tirsdag eftermiddag.
Således holdt hun en veloplagt tale og kastede sig glad og ivrigt over alle de spændende oplevelser, prinsefamilien blev budt.
Nervøs direktør
Blandt de mange lidt nervepirrende udfordringer var fodringen af centrets tropiske hajer, der kan bide, hvis man kommer hånden for tæt på dem, som der advares om på et skilt ved det store bassin.
Men her viste prinsesse Marie sig som fuldstændig frygtløs og stak hånden så tæt ned til vandoverfladen og de sultne hajer, at det fik Kattegatcentrets direktør Karsten Bjerrum Nielsen til nervøst at udbryde, at nu var hånden for tæt på.
Alt gik dog heldigvis godt, og hajerne endte med kun at kaste sig over laks og blæksprutte-stykker, som ikke bare prinsessen, men også Henrik og Athena smilende kastede ud til dem.