3. jul. 2013
Af Jan Bergman

Dronning Margrethe og Ban Ki-Moon mødes i København

Dronning Margrethe og FN's generalsekretær Ban Ki-moon mødes i forbindelse med den nye FN by i København
Dronning Margrethe og FN's generalsekretær Ban Ki-moon mødes i forbindelse med den nye FN by i København. Billedet her er fra en tidligere begivenhed.
Foto: AOP
Torsdag tager dronning Margrethe imod, når FN's generalsekretær Ban Ki-moon kommer til Danmark.

Dronningen og FN's generalsekretær Ban Ki-moon indvier torsdag den 4. juli den nye FN by i København.

Ved arrangementet deltager ligeledes statsministeren, udenrigsministeren og udviklingsministeren samt Københavns borgmester.

Danmark har været vært for FN-organisationer siden 1957 og et af formålene med FN byen har været at samle de FN-organisationer, der er bosiddende i Danmark.

Bæredygtigt byggeri bruger havvand til køling og regnvand til toiletter

Den nye FN by på Marmormolen i København er på 45.000 m2 og ejes af et konsortium bestående af By & Havn, ATP og PensionDanmark. Byggeriet har en høj miljømæssig profil og er et såkaldt energiklasse 1-byggeri, hvilket betyder, at der i huset skal bruges under 50 kWh pr. kvadratmeter pr. år. Byggeriet har solceller på taget, bruger havvand til nedkøling og regnvand til toiletterne. Huset modtog i 2012 EU-kommissionens Green Building Award.

FN byen er tegnet af det danske arkitektfirma 3XN og bliver en del af den kommende byudvikling på Marmormolen, hvor der også er planlagt andet erhverv, boliger, park og to karakteristiske tårne forbundet af en cykel- og gangbro i 65 meters højde.

Læs mere om den nye FN by her!