
Dronning Mary deler foto fra kontoret: Dette spørgsmål optager hende lige nu

Mens hendes husbond har været udenlands weekenden over og først returnerer senere på ugen, så har dronning Mary mandag taget hul på en ny arbejdsuge med noget skrivebordsarbejde.
Således har Mary Fonden på Instagram delt et foto af dronning Mary, der sidder koncentreret bag sit skrivebord med en stak papirer og en kuglepen i hånden.

– Hvad vil det sige at føle sig ensom? Det er et spørgsmål, som optager H.M. Dronningen og os i Mary Fonden. Gennem projektet Lift har vi arbejdet på at opspore og hjælpe unge, der oplever svær ensomhed, i Esbjerg, Ballerup og Vejle Kommune. Og vi ser, at det hjælper at række ud og tale om ensomhed, skriver Mary Fonden til billedet af dronning Mary bag skrivebordet.
Og tirsdag er det da netop også Esbjerg, der får besøg af dronning Mary, der deltager i et Lift-event med Mary Fonden i den sydvestjyske by.
Lift er et projekt under Mary Fonden, der arbejder på at opspore unge, der er ramt af svær ensomhed og tilbyde dem hjælp, som er skræddersyet til deres behov.
Projektet udvikles og afprøves i Ballerup Kommune, Esbjerg Kommune og Vejle Kommune, og hvis indsatsen virker, så er visionen, at Lift-projektet bredes ud til hele landet.
