Dronning Mary er vendt tilbage efter ferie: Der er nok at tage fat på
Dronning Mary har torsdag eftermiddag delt et billede på Mary Fondens instagramprofil, der viser, hvordan arbejdet er gået igang igen efter sommerferien.
Sammen med kong Frederik har dronning Marys ferie både budt på sommerophold på Graasten Slot og OL i Paris, og nu er hun så vendt tilbage til hverdagen, hvor hun blandt andet står i spidsen for Mary Fonden.
På billedet, der ser ud til at være taget i dronning Marys arbejdsværelse på Amalienborg, kan man se, hvordan dronning Mary sidder omkring et rundt bord sammen med flere ansatte i Mary Fonden.
Dertil skriver dronning Mary:
"Endnu et spændende halvår i Mary Fonden venter forude.
Vi har første statusmøde efter ferien, og der er mange gode ting, vi skal i gang med.
Efteråret byder på forskellige events, nye analyser og nye samarbejder.
Jeg ser bl.a. meget frem til, at vi kan offentliggøre en ny analyse af børns digitale fællesskaber. Og til et nyt format, hvor vi i endnu større grad end tidligere vil bringe unges stemmer ind i samtalen om at skabe bedre trivsel.
Der er masser at tage fat på og godt at være i gang igen.
🖋 H.M. Dronningen"