
Dronning Mary har truffet vigtig håndboldbeslutning: Spreder stor glæde i hele Danmark

Dronning Mary er kæmpe håndboldfan, og hun har i mange år fulgt både det danske herrelandhold og kvindelandshold overalt i verden, og så har dronningen nydt at se, at håndbolden også kan sprede glæde for børn og unge ude i landets haller.
Mary Fonden uddeler nu en særlig donation til LykkeLiga.
Den særlige håndboldliga for børn med funktionsnedsættelser spreder stor glæde i mange dele af Danmark, og faktisk er den også et hit i udlandet.
Dronningen har som formand for Mary Fonden besluttet at tildele fondens særlige donation på 300.000 kr. til LykkeLiga, og det er håbet, at donationen skal bidrage til, at endnu flere børn og unge kan blive en del af et trygt fællesskab på tværs af landegrænser.

Dronning Mary er vild med håndbold
I dag spiller 1.500 børn og unge håndbold i LykkeLiga på 80 hold på tværs af Danmark.
Også Grønland, Færøerne og Tyskland har LykkeLiga-hold, ligesom der er interesse for projektet fra Kroatien, Norge og Sydkorea.

- At se børn i alle aldre uanset udfordringer med de største smil løbe rundt på en håndboldbane og drible eller uddele highfives understreger, hvor meget det betyder at føle sig som en del af et fællesskab. Og det er præcis det, LykkeLiga kan. Udgangspunktet for LykkeLiga er, at alle har noget positivt at bidrage med, og det stemmer fuldstændig overens med Mary Fondens arbejde for at skabe trygge fællesskaber for børn og unge, siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
