
Dronning Mary og kong Frederik får den flotteste modtagelse på Honnørbryggen
Kong Frederik og dronning Mary er med kongeskibet Dannebrog sejlet til Norges hovedstad Oslo, og kongeparret tager med stil hul på statsbesøget til Norge her til formiddag.
Kong Frederik og dronning Mary ankommer sejlende i chalup fra kongeskibet Dannebrog til Honnørbryggen i Oslo klokken 11.00 ledsaget af deres norske venner kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Ved landgang bliver vores kongepar modtaget med åbne arme af Norges kong Harald og dronning Sonja.
Ved ankomsten til Honnørbryggen vil den danske og den norske nationalsang blive spillet.
Kong Frederik og kronprins Haakon vil efterfølgende inspicere æresgarden. Inden afgang til Det Kongelige Slott præsenterer kong Harald den norske delegation, og vores kongepar hilser på danske landsmænd i Norge og norske skolebørn.

Gallataffel på slottet i aften
Herefter går turen til slottet i Oslo, og så tager man hul på et travlt dagsprogram, som rundes af med gallataffel på slottet i aften.
Vi sender live klokken 19.30 fra dronning Mary og kong Frederiks afgang fra kongeskibet Dannebrog.
Du kan følge med i kong Frederik og dronning Marys travle og festlige dag i Oslo lige her hos os på billedbladet.dk.
