22. jun. 2024
Af Christinna Braun

Dronning Mary sang for: Disse fem sange havde hun særligt udvalgt

Dronning Mary.
Dronning Mary.
Foto: Hanne Juul
Dronning Mary sang for, da der igen var fællessang i Vartovkollegiets gård.

Der var fyldt op i gården, og heldigvis viste solen sig fra sin bedste side, da dronning Mary fredag eftermiddag var sangvært til Maratonsang i København.

Den traditionsrige fællessang finder sted i Vartovkollegiets gård i København fra tidlig morgen til sen aften, og dronning Mary var blot én ud af mange sangværter gennem dagen.

Dronning Mary var sangvært ved temaet ”Danmark”, og hun havde særligt udvalgt fem sange, der skulle synges i den gamle gård.

De fem særligt udvalgte sange, dronning Mary havde valgt, var:

”Der er et yndigt land”, ”Underlige aftenlufte”, ”Kærlighed til fædrelandet”, ”Lyse nætter” samt ”I Danmark er jeg født”.

Derfor valgte Mary sangene

Sangene var særligt udvalgt af dronning Mary, og hun begrundede under fællessangen sine valg.

Om ”Der er et yndigt land” sagde dronningen:

”Den kan vi ikke komme udenom (…) Man kan næsten ikke andet end at føle, at man hører til, når man står sammen og synger Der er et yndigt land. Så I kan nok forstå, at da jeg kom til Danmark i sin tid, var det en af de første sange, jeg rigtig gerne ville lære. Også selvom teksten ikke er lige til. Fordi det er en gammel sang med en gammel tekst”, hvilket fik publikum til at grine.

Om ”Underlige aftenlufte”, der handler om at længes hjem, sagde dronning Mary:

”Det kan jeg virkelig relatere til. Selv kan jeg næsten ikke bære at være væk hjemmefra, når først foråret er her, og bøgen springer ud”.

Om ”Kærlighed til fædrelandet” sagde dronning Mary:

”Det hører sig til at høre noget Grundtvig her i Vartov. Og en af de sange, som jeg selv holder af, er Kærlighed til fædrelandet. Den alvorlige tekst er pakket ind i en let melodi, som efterlader en følelse af, at kærligheden kan sejre. Også i urolige tider. Vi befinder os i en tid med bekymring og usikkerhed, og det er naturligt, at vi rykker tættere sammen. Og hvad bedre end at synge, mens vi gør det”.

Om ”Lyse nætter” sagde dronningen:

”Når jeg hører den, tænker jeg på DR’s pigekor, og den vækker altid store følelser i mig. Har i gættet, hvad det kunne være?”, spurgte dronning Mary ud i publikum. ”Lyse nætter! Af Alberte Winding og Aske Bentzon er en vidunderlig sang om lysets komme i vores del af verden, hvor vinteren kan føles lang og fuld af korte dage. Men sommeren er alt det modsatte. Med dage, der nærmest aldrig ender. Kontrasten afspejler mine første to møder med Danmark. Det første i vinterens mørke. Det anden i sommerens endeløse lys”.

Om ”I Danmark er jeg født” sagde dronning Mary:

”Det er den sidste sang, jeg har taget med mig i dag, og den kan i mine øjne heller ikke undværes. Og det sætter et flot punktum for min tid sammen med jer (…) og sangen er I Danmark er jeg født. Og den har en særlig betydning for mig, for selvom jeg ikke er født her, så ved jeg, at jeg hører hjemme her. For mig er det en sang om at finde hjem på ny. Og når jeg synger den, hvilket jeg holder utrolig meget af. Så får jeg følelsen af at høre hjemme lige her”.

Læs mere om: