
Dronning Marys kommentar om børnene vækker opsigt i udlandet

Det kom som en glædelig overraskelse for royale fans, da kongehuset tidligere på ugen meldte ud, at dronning Mary skulle være med i DR-programmet ”Søren Vesters have”.
I bedste sendetid viste dronningen seerne og Søren Vester rundt i kongeparrets vilde have ved Fredensborg Slot.
Her fortalte dronning Mary med stor begejstring om sine tanker om biodiversitet og sin glæde ved den private have.

Dronningens medvirken i programmet er også blevet bemærket i udenlandske medier – og britiske HELLO! har bl.a. bidt mærke i en kommentar, som dronning Mary kom med om sine fire børn.

I programmet spørger Søren Vester nemlig dronning Mary, om kongeparret godt kan få deres fire børn med ud i haven – og til dét svarer dronning Mary med et smil:
- Vores børn er meget udendørs, men jeg tror ikke, de tænker på, at ”nu skal jeg ud i naturen”. De tænker mere, at det er dejligt at få frisk luft og bevæge sig ude i naturen.
At kronprins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine godt kan lide at bevæge sig, har vi set ved flere lejligheder – ikke mindst ved Royal Run, hvor kongebørnene også løber med!
