22. dec. 2017
Af Ulrik Ulriksen

Dybt imponeret kronprinsesse Mary i gavehumør

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/20171206_mho1697_copy.jpg
Foto: Martin Høien / BILLED-BLADET
Kronprinsesse Mary var dybt imponeret, da hun for kort tid siden mødte Bydelsmødrene, som Mary Fonden netop har doneret 250.000 kroner til.

Kronprinsesse Mary har her bare et par dage før jul allerede givet den første gave. Via Mary Fonden har kronprinsessen afleveret en stor donation på 250.000 kroner til Bydelsmødrene.

Flere end 600 stærke kvinder er uddannet bydelsmødre. Bydelsmødre er primært kvinder med minoritetsbaggrund, som gerne vil hjælpe kvinder som dem selv i deres lokalområde. Mary er meget begejstret for det specielle projekt og for de kvinder, der er en del af det.

Kronprinsesse Mary imponeret over kvinderne

- Jeg besøgte for kort tid siden Bydelsmødrene, og jeg blev dybt imponeret over kvindernes forandringshistorier. Nogle af kvinderne har levet et meget isoleret liv, men i mødet med Bydelsmødrene oplever de, at døren til samfundet langsomt åbner sig.

- De får forståelse for og nye forudsætninger for at indgå i fællesskabet. De bliver f.eks. opmærksomme på, hvorfor det er vigtigt, at de og deres børn deltager i legegrupper eller skolearrangementer, og den viden giver dem en tryghed og lyst til at være med, siger kronprinsesse Mary i en pressemeddelelse fra Mary Fonden.

Stor tak til kronprinsesse Mary

Der er i dag flere end 600 Bydelsmødre og 40 netværksgrupper. Netværkene rummer 41 nationaliteter og 54 sprog, men når kvinderne mødes, taler de dansk.

For det danske sprog anses som en af flere centrale nøgler til samfundet, og når først kvinderne kommer i kontakt med Bydelsmødrene, så styrkes integrationen. - Mary Fondens årlige donation er en stor anerkendelse af vores arbejde og kan styrke den lokale forankring yderligere, lyder det fra direktør i Fonden for Socialt Arbejde Thit Aaris-Høeg.

Læs mere om: