23. maj. 2025
Af Marianne Singer

Efter chokerende nyhed: Kan Donald Trump stikke en kæp i hjulet på kong Frederiks planer

Fotomontage: Jesper Sunesen og Jacquelyn Martin/AP/Ritzau Scanpix
Fotomontage: Jesper Sunesen og Jacquelyn Martin/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Jesper Sunesen og Jacquelyn Martin/AP/Ritzau Scanpix
Et nyt tiltag fra Trump-administrationen kan muligvis påvirke kong Frederiks årlige legatuddeling.

En lang række danske medier skrev torsdag, at Trump-administrationen har stoppet Harvard Universitys mulighed for at optage internationale studerende.

Og de internationale studerende, som allerede går på universitetet, skal skifte uddannelsessted, ellers mister de deres opholdstilladelse.

Det sker, efter at det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed har beskyldt Harvard for at "fremme vold, antisemitisme og koordinere med det kinesiske kommunistparti på campus".

Rammer kong Frederiks fond

Det er netop til Harvard University, at kong Frederik igennem de sidste 30 år har hjulpet danske studerende til med legater fra fonden Crown Prince Frederik Fund, som han lægger navn til.

Fonden støtter studier indenfor samfundsvidenskaberne ved John F. Kennedy School of Government på Harvard University.

Det nye tiltag ser ud til også at kunne påvirke kongens legatuddeling, og det skaber tvivl om, hvorvidt det overhovedet kommer til at finde sted i år.

En fødselsdagsgave

Crown Prince Frederik Fund består af midler, som er fremkommet af den folkegave, som kong Frederik fik af dansk-amerikanere til sin 25-års fødselsdag, da han studerede ved Harvard Universitetet.
Fondens formål er at yde økonomisk støtte til studier indenfor samfundsvidenskaberne ved John F. Kennedy School of Government på Harvard University.

Man skal være dansk statsborger for at kunne modtage legatet.

Sidste år uddelte kong Frederik legatet, der altid bliver uddelt kort før sommerferien, den 3. juni, i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg.

Det skete for 30. gang.

Til DR har Emil Bender Lassen, der har studeret på Harvard i to år, efter at han blev tildelt et legat af kong Frederik fra Crown Prince Frederik Fund tilbage i 2023, sagt, at han får "ondt i maven af at tænke på, hvordan mine udenlandske venner, som håber at læse videre næste år, måske bliver ramt. Det er en kæmpe drøm at læse på Harvard - og det er sørgeligt at se, hvordan Trump-administrationen bruger Harvard-studerende som tilfældige spillebrikker."

BILLED-BLADET har henvendt sig til Den dansk-amerikanske Fulbright Kommission, der administrerer fonden, for en kommentar, men de er endnu ikke vendt tilbage.

Mere om: