
Efter familietur til Færøerne: Det ventede kong Frederik mandag morgen

Kong Frederik og dronning Mary har sammen med prinsesse Josephine i store dele af sidste uge besøgt Færøerne.
Deres sidste officielle opgave foregik fredag aften.

Mandag morgen var det for kong Frederiks vedkommende tilbage til hverdagen.
Her ventede nemlig en fast tjans. Den offentlige audiens.
En del af de danskere, som kong Frederik har haft i audiens mandag morgen på Christiansborg Slot, har skullet takke for deres Fortjenstmedalje eller Belønningsmedalje.
Fortjenstmedaljen gives til en person, der har haft mindst 40 års uafbrudt ansættelse indenfor samme myndighed i det offentlige.
Den uddeles i to grader. En i sølv, som jævnligt uddeles, og en i guld, der kun gives ved sjældne lejligheder.
Danskere i offentlig audiens med kong Frederik 16. juni 2025
Det er lidt anderledes med Belønningsmedaljen.
Egentlig er der ifølge Kongehuset ikke en bestemt definition for hvem, der kan få tildelt medaljen, men gennem årene er en praksis blevet udviklet for, hvem der kan komme i betragtning til medaljen.
Den tildeles oftest til personer, der har været ansat i 50 år i samme private virksomhed eller i forbindelse med sin fratræden efter mindst 40 års ansættelse.
Belønningsmedaljen uddeles i sølv, sølv med krone og guld.
Endnu en særlig ting ved både Fortjenstmedaljen og Belønningsmedaljen er, at det er personlige ejendele. Derfor skal de ikke leveres tilbage til Kongehuset ved sin død, som det skal med en række ordner.
