
Efter kæmpe nyhed om grev Nikolai og grev Felix: Nu venter stort arbejde

Mandag fyldte kong Frederik 57 år, og det blev fejret med vink fra balkonen og fødselsdagssang på Amalienborg Slotsplads.
Efterfølgende fulgte en privat familiefrokost, skriver kongehuset, som dagen efter fødselsdagen afslører mere om, hvad der egentlig skete på fødselsdagen.
Kong Frederik valgte nemlig at tildele sine to nevøer grev Nikolai og grev Felix en fornem gave.
Grev Nikolai og grev Felix blev af deres onkel tildelt Storkorset af Dannebrogordenen, skriver kongehuset.


”Som følge af udnævnelsen skal greverne – i lighed med øvrige danske modtagere af Storkorset – have udarbejdet et personligt ridderskjold. Når det er færdiggjort, vil det blive ophængt i Ridderkapellet på Frederiksborg Slot i Hillerød”, oplyser kongehuset.
Og udarbejdelsen er lidt af et arbejde.
Da kronprins Christian i forbindelse med sin 18-års fødselsdag blev Ridder af Elefantordenen, skulle han også have et personligt skjold.
Kongehuset skrev følgende om arbejdet med skjoldet til kronprins Christian:
”En århundredlang tradition holdes i hævd, når kongelig våbenmaler Ronny Skov Andersen tegner og maler våbenskjolde på sit kontor i Ordenskapitlet ved Amalienborg.
Processen med at skabe et ridderskjold til de to danske kongelige ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen, er omfattende. Kun den kongelige våbenmaler udfører dem for at sikre overholdelsen af de heraldiske principper. Først tegnes våbenet op med blyant, derefter overføres skitsen til metalpladen med kridt og farvelægges så med få farver: rød, blå, grøn, sort, bladguld (gul) og sølv (hvid)”.