Ekspert: Frederik og Mary kan bære kongehuset videre
Mary og Frederik er ikke karrige med sig selv. Lørdag aften føjede de endnu en gang nye sider til fortællingen om et moderne, royalt ægtepar, da DR1 transmitterede fra uddelingen af Kronprinsparrets Priser i Aarhus Musikhus.
Kronprinsparret har fra starten af deres ægteskab anlagt en mere gavmild stil end dronningen, når det gælder om at indvie danskerne i deres hverdag. I TV-udsendelsen fik åbenheden nok et nøk, da parret undervejs i små interview-vignetter fortalte om deres kulturfavoritter. De var afslappede og i højt humør og nød åbenlyst at dele ud af sig selv.
- Den åbenhed, de udviser, er et grundvilkår for den tid, de er en del af. For kongehuset er det kun sundt, at de har taget den til sig. Men det er ikke noget med, at de kører en anden stil end dronning Margrethe. De er bare andre mennesker i en anden tid. De er unge, åbne mennesker, der gerne stiller op, hvilket er en kvalitet, som vil være med til at bære kongehuset ind i det nye århundrede, siger Jon Bloch Skipper, der er historiker med speciale i kongehuset.
Beskyt privatlivet
Han mener, at kronprinsparret med dets moderne åbenhed er med til at sikre det fundament, som kongehuset hviler på. Nemlig et fundament af positiv identifikation. Danskerne kan spejle sig i Mary og Frederiks værdier og normer, fordi de ligner deres egne. De to er i stand til at signalere, at de er en del af tiden. At de er mennesker på godt og ondt.
- Det er rigtig sundt, så længe de beskytter deres privatliv. Den dag pressen begynder at endevende deres skraldespande for at finde snavs, går det galt, siger Jon Bloch Skipper.
Som at være blandt venner
DR-journalist Anders Agger kender Frederik og Mary fra arbejdet med dokumentarserien "Kongehuset indefra". De har det trygt og godt i hans selskab, og derfor var det ham, der fik til opgave at interviewe dem igen. Sandsynligvis kan vi takke ham for, at parret gav nye lunser af deres privatliv, for det var hans idé at spørge konkret til deres favoritter inden for bøger, musik, film osv.
- Vi havde det sjovt. Uden at det skal misforstås, var det lidt ligesom at sidde med gode venner og udspørge hinanden om, hvad vi bedst kan lide af det ene og det andet. Det må jo også være meget nemmere for dem at svare konkret på for eksempel deres foretrukne guitarsolo fremfor mere abstrakt at skulle redegøre for deres kulturforbrug, siger Anders Agger.