Ekspert oplever hende helt tæt på: Sådan er kronprinsesse Mary som mor
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik fik opfyldt deres store ønske om en stor familie, da de fra 2005-2011 blev forældre til fire.
Sammen har de prins Christian, 16, prinsesse Isabella, 14, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine på 11 år.
BILLED-BLADETs Ulrik Ulriksen oplever kronprinsesse Mary helt tæt på i sit virke som hofreporter og kongehusekspert, og han beskriver her, hvordan han oplever kronprinsessen som mor for de fire skønne børn.
- Kronprinsesse Mary er en type mor, der hele tiden giver sine børn plads, men som samtidig er 100 procent til rådighed, hvis børnene får det mindste brug for støtte. Sådan er det privat, og det er også sådan jeg oplever kronprinsessen i officiel sammenhæng, når hun har sine børn med, fortæller Ulrik Ulriksen.
- Jeg har lige oplevet Mary sammen med tvillingerne Vincent og Josephine til stor begivenhed i Zoologisk Have København, og her lod hun sine yngste klare ærterne selv foran den talstærkt fremmødte presse, men hun var samtidig lige ved deres side, hvis de nu skulle få behov for et eller andet. Måske et godt råd til et svar på et af vores spørgsmål eller noget i den stil. Kronprinsessen har en veludviklet evne til at udstråle ro og varme, der gør hendes børn trygge i enhver sammenhæng, tror jeg.
I BILLED-BLADETs store 50-års fødselsdagsinterview med kronprinsessen, beskriver Mary, hvordan hun ser de teenageår, som hendes to ældste børn står i lige nu.
”… Teenageårene er meget transformative, og de er også sårbare år. Det er også de år, hvor vi lærer og laver fejl. Og det er i orden at lave fejl, så længe man lærer af dem. Og så håber jeg, at de fortsat får frihed og plads til at lave de fejl, og at de kan komme godt igennem de søgende og undersøgende teenageår,” siger kronprinsesse Mary i fødselsdagsinterviewet med BILLED-BLADET.
Den kærlighed og tillid til børnene, som kronprinsessen har, er noget, Ulrik Ulriksen mærker.
- I forhold til det med at være mor til to teenagebørn har Mary i det store fødselsdagsinterview til BILLED-BLADET forleden sagt, at det gælder om at give de store børn plads til at være sig selv, og de skal i hvert fald ikke bygge en falsk facade op. Det med at tro på, at man er god nok, som man er, er noget, Mary sandsynligvis taler meget med sine børn om. Og i den forbindelse mærker børnene helt sikkert deres mors store kærlighed og varme. Det er nok i virkeligheden det bedste ved Mary som mor. Hun er en mor, der giver sine børn masser af kærlighed 24-7, og så tror jeg faktisk også, at hun er en sjov mor. Og den kombination af kærlighed og kulør i hverdagen må være et hit for hendes børneflok.
Se en lang række skønne billeder af kronprinsesse Mary med sine fire børn i galleriet herunder.