Ellevild prins Joachim til fest i Cahors: Man kniber sig selv i armen
En dansk Tour de France-sensation kommer tættere på, jo flere dage der går, og på fredagens etape var der sand danskerfest i målområdet.
Jonas Vingegaard kom sikkert igennem etapen og var efterfølgende på podiet for at modtage både den prikkede bjergtrøje og den gule førertrøje, og med på podiet var selveste prins Joachim.
Prins Joachim var begejstret
Prinsen og familien opholder sig for tiden på familiens vinslot Château de Cayx, som ligger få kilometer fra målbyen Cahors, og han var tydeligt begejstret over Jonas Vingegaards indsats i løbet.
- Det er en af de dage, man kniber sig selv i armen. Det er jo helt fantastisk. Vi har fulgt starten, det var spændende hjemme i Danmark, og så begyndte han at gøre sig gældende. Først kom Magnus Cort, og så derefter lagde han (Jones Vingegaard, red.) linjen og mørbankede de andre. Det er så fedt. Det hele flasker sig, fortalte en ellevild prins Joachim efter præmieceremonien til TV 2's reporter.
En helt særlig by
Prins Joachim er i Cahors med prinsesse Marie, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena, og det var noget helt særligt for familien at opleve det legendariske cykelløb i byen, der betyder så meget for dem.
- Det er et sted, der ligger mit hjerte ufatteligt nær, men hvor Danmark også står meget højt på listen hos de lokale, sagde prinsen om byen, der har gjort 2022 til et sandt dansker-år med fejring af blandt andet dronningens regeringsjubilæum.