
Èn ting ved kong Frederiks tale sprang i øjnene: Andet havde været underligt

Kong Frederiks tale under statsbesøget i Finland omhandler i meget høj grad krig og "truslen fra øst", som han selv beskriver det.
BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer kommer med sit bud på, hvorfor kongen så eksplicit taler om krig under et statsbesøg.
- For mig virker det naturligt, at han som statsoverhovedet adresserer emner, der berører den aktuelle verdenssituation. Det ville have virket underligt, hvis han kun havde talt om de andre emner, der berører statsbesøget – grøn omstilling og kulturelle emner – og ikke det, der er på alles læber lige nu: krisesituationen i Europa, som jo fylder i alles tanker, også i Finland og i Danmark.
- Det var meget klogt af kong Frederik, at han sammen med dronning Mary allerede tidligere i dag kommenterede på den krisesituation, der er i verden lige nu ved et doorstep-interview med TV 2, og så uddybede han her til aften i talen.

Ekspert: Det er oplagt
Marianne Singer bed også mærke i et andet aspekt ved verdenssituationen, som kongen kom ind på:
- Et emne, der også sprang i øjnene, var ”prepping” (forberedelse af nødberedskab, red.), som pludseligt er blevet et velkendt ord, også for danskere. Det har jeg ikke hørt ham tale om før. Det gjorde han, fordi de besøgte et beskyttelsesrum i dag, og de skal besøge en flådebase i morgen, derfor er det oplagt, fordi det er en del af deres program.
