Endnu en stor aften i Tivoli venter for dronning Margrethe: 13 år efter succesen sker det nu igen
I 50 år har dronning Margrethe på fornemmeste vis været hele Danmarks majestæt, og gennem alle årene har kunst haft en helt særlig plads i hendes hjerte.
Dronningen er som bekendt begejstret for mange typer kunst, og selv er hun også meget kreativ. For eksempel har hun været involveret i arbejdet med flere store forestillinger.
En klassiker er tilbage i Tivoli
Gennem flere end 20 år har dronningen været med til at skabe kostumer til nogle af Tivolis mange balletforestillinger, og lørdag aften er der repremiere på det, der må betegnes som en af hendes helt store klassikere, nemlig ”Svinedrengen”, som vil kunne opleves på Pantomimeteateret.
Dronning Margrethe er scenograf på forestillingen, der havde premiere i Tivoli i 2009, og som bygger på H.C. Andersens klassiske eventyr.
Dengang var "Svinedrengen" en stor succes, og nu er der mulighed for at se eller gense den.
Majestæten er naturligvis med, når der lørdag aften er repremiere, ligesom hun også har fulgt genopsætningen og gennemgået såvel kostumer som dekorationer i perioden op til repremieren, oplyser Tivoli.