2. jan. 2023
Af Marianne Singer og Ulrik Ulriksen

Et nyt liv venter Joachim og Marie

Prins Joachim og prinsesse Marie
Prins Joachim og prinsesse Marie
Foto: Hanne Juul
For prins Joachim og prinsesse Marie venter der spændende udfordringer i det nye år, hvor de kan se frem til at skulle flytte til et nyt land og påtage sig nye arbejdsopgaver.

2022 var et turbulent år for prins Joachim og prinsesse Marie og deres børn, Nikolai, 23, Felix, 20, Henrik, 13, og Athena, 10.

Især de sidste måneder op til årsskiftet har været præget af uro omkring dronningens beslutning om at fratage prins Joachims børn deres titler.

Heller ikke 2023 kommer til at gå stille af sig, selvom det i en periode nok vil være “business as usual”, hvor Joachim og Marie i starten af januar genoptager deres arbejde som henholdsvis forsvarsattaché og særlig kulturrepræsentant i kulturafdelingen på Danmarks ambassade i Paris.

Omkring august/september venter der så prinseparret helt nye udfordringer, når de flytter fra deres job og hjem i Frankrig og tager videre på nye eventyr.

Ifølge B.T. rykker prinsefamilien til USA, hvor han efter sigende har fået et nyt topjob inden for det forsvarsindustrielle område i Washington D.C.

Kongehusets kommunikationsafdeling har ikke bekræftet oplysningerne om prinsens nye job.

Ifølge B.T.s oplysninger begynder prinsen på sit nye job efter sommerferien 2023, og det betyder formentlig, at familien rykker til USA i løbet af sommeren. Her vil de skulle finde sig til rette i helt nye omgivelser i USA’s hovedstadsdistrikt, der grænser op til staterne Maryland og Virginia.

For prinseparret betyder det, at de rykker længere væk fra deres elskede Danmark, protektioner og de ældste børn, Nikolai og Felix. Men der er ingen tvivl om, at prins Joachim brænder for sit arbejde indenfor forsvaret og har sin fulde støtte fra sin hustru og sine børn.

Læs mere om: