Europas unge kongelige: Så meget ændrer sig efter sommer


Prins Christian, prins Nikolai, prinsesse Amalia og prinsesse Isabella.


For prins Christian venter der en spændende tid efter sommer med både nye omgivelser og udfordringer. Ifølge kongehuset skal kronprinsparrets ældste søn nemlig begynde på Herlufsholm Gymnasium i Næstved, hvor han er tilmeldt skolens kostafdeling. Dermed skal han for første gang flytte hjemmefra og kan se frem til at møde en masse nye unge mennesker. Prins Christian kommer fra Tranegårdskolen i Gentofte, hvor han har været elev fra 0. klasse til niende klasse. Derudover tilbragte prins Christian omkring tre måneder i Verbier, Schweiz i starten af 2020, hvor han sammen med sine søskende besøgte Lemania – Verbier International School og lærte et mere internationalt skolemiljø at kende. Prins Christian kan glæde sig over, at han på Herlufsholm vil møde velkendte ansigter. Thomas, der er søn af kronprinsparrets gode venner Nina Wedell-Wedellsborg og hendes mand Peter Aandahl, er allerede elev på skolen ligesom Holger Skeel, søn af kronprinsparrets vennepar Jørgen og Malou Skeel fra Birkelse Gods. Også børnene til Frederik og Marys nære venner baronparret Otto og Helle Reedtz-Thott går på skolen – Ludvig skal i 2.g, mens Holger skal i 9. klasse og Eloise i 7. klasse i grundskolen efter sommer. I bogen “Frederik – Kronprins af Danmark” fra 2008 delte kronprinsen tanker om sin ældste søns ungdomsår. “Jeg kunne godt tænke mig, at Christian fik den samme gang, som jeg selv i de vigtige år, hvor han skal lære af livet. I de sene teenageår og fremefter er det vigtigt, at han får muligheden for at gøre sig sine livserfaringer i fred. Det vil jeg ønske, at han får … Det er stadig langt ud i fremtiden. Selvfølgelig skal han guides og have et råderum, når han når den alder”, lød det blandt andet fra Frederik, der nu mange år efter sammen med Mary støtter sin søn i hans videre skolevalg. Prins Christian har på det seneste klaret to store officielle begivenheder på imponerende vis – sin konfirmation 15. maj og Genforeningsfejringen i Sønderjylland 13. juni. Herlufsholm har første skoledag 11. august.


Herlufsholm Skole i Næstved.


Modsat sin storebror, prins Christian, skal prinsesse Isabella ikke forberede sig på en ansvarsfuld rolle som statsoverhoved og har dermed langt friere rammer, når det kommer til fremtiden. Hun får heller ikke apanage og kommer derfor til at skulle tjene sine egne penge og gå sin egen karrierevej, når hun bliver voksen. Men det er der stadig mange år til, og lige nu nyder prinsessen sit skoleliv på Tranegårdskolen, hvor hun efter sommer begynder i 8. klasse. Det betyder, at hun allerede næste år begynder på sit sidste år i folkeskolen og i 2023 tager sin afgangseksamen. Prinsesse Isabella begyndte tirsdag den 13. august 2013 i 0. klasse på Tranegårdskolen. Hvis prinsessen følger sine klassekammerater, når det gælder konfirmationsundervisning, kan danskerne glæde sig til den næste konfirmation i det danske kongehus til næste år.


Ligesom prins Christian skal prinsesse Ingrid Alexandra også engang efter planen overtage tronen efter sin far. Og når hun gør det, bliver hun den første regerende dronning af Norge siden Margrete 1. Hun har da også været i en slags dronningeskole, siden hun var helt lille, idet hendes forældre tidligt tog hende med på kongelige opgaver. Første gang hun havde sin egen officielle opgave, var, da hun sammen med sin mor i 2009 mødtes med Miljøagentparaden ved markeringen af Verdens miljødag. Efter at have afsluttet 10. klasse på Uranienborg Ungdomsskole i Oslo i flot stil sidste år begyndte hun efter sommer i 1.g på Elvebakken Videregående Skole i Oslo. Samme skole var også prinsessens farmor, dronning Sonja, i sin tid elev på. Her går hun nu på den studiespecialiserende linje, hvor man blandt andet kan vælge kommunikationsfag og humanistiske fag, deriblandt kunst. Elvebakken er en af Oslos største skoler med omkring 1.350 elever og blandt byens mest attraktive med det højeste adgangskrav. Prinsessen har også været elev på Oslo Internasjonale Skole på Bekkestua fra 2014 til 2019, mens hun fra 2010 til 2014 gik på Jansløkka Skole i Asker. I august 2019 blev hun konfirmeret i Slotskapellet i Oslo, hvor blandt andre hendes fadder, kronprins Frederik, deltog sammen med kronprinsesse Mary og prins Christian.


Det vakte opsigt, da prins Nikolai i oktober 2018 valgte at forlade sin uddannelse som reserveofficer på Hærens Sergentskole i Varde. Han fik dog støtte af både sin far og mor i sin beslutning om i stedet at pleje sin modelkarriere, indtil han var klar til at fortsætte sin uddannelse. Og det er da også gået forrygende for prins Joachims ældste søn sidenhen. Han har kæmpe succes som model og markeret sig flot på den internationale modescene, hvor han blandt andet har været på catwalken for store mærker som Burberry og Dior og prydet forsider på internationale modemagasiner. Samtidig har han siden 2019 studeret Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School. Efter sommer flytter prinsen til Paris for at tage et semester der. Her er han både tæt på de store modehuse og sin far, prins Joachim, prinsesse Marie og de mindre søskende, prins Henrik og prinsesse Athena. Nikolai skulle sidste år have læst et semester i Hongkong, men kom ikke af sted på grund af pandemien. Prins Nikolai bestyrer også sammen med prins Felix “Nikolai og Felix Fonden”, der uddeler legater.


Prinsesse Amalia har i den grad markeret sig omkring sin nærmeste fremtid på det sidste. Først fortalte hun i april ved sin fars officielle fødselsdagsfejring, at hun drømmer om et sabbatår efter sin nu veloverståede studentereksamen fra Christelijk Gymnasium Sorghvliet i Haag. – Jeg vil stadig gerne lære noget, bare ikke i skolen, selv om jeg har nydt de sidste 14 år. Rejse lidt rundt i verden, gøre ting, som jeg måske ikke har mulighed for at gøre om 20 år, forklarede prinsesse Amalia, der muligvis kunne tænke sig et praktikophold i et stort firma. Samtidig fortalte hun, at hun lige nu tager det stille og roligt omkring sin fremtidige rolle som dronning og bare nyder sin ungdomstid. Dagen efter sin afsluttende gymnasieeksamen i juni overraskede prinsesse Amalia hollænderne med en stor beslutning om, at hun havde frabedt sig den millionapanage, hun ellers var berettiget til, når hun fylder 18 år til december. Beslutningen kan dog omgøres, når hun senere begynder på et studie og påtager sig kongelige opgaver.


Det kom som en overraskelse, da det spanske kongehus i februar meddelte, at kongeparrets ældste datter, prinsesse Leonor, efter sommer ville flytte til udlandet i en periode på to år. Prinsessen var nemlig kommet ind på den internationale gymnasielle linje på UWC Atlantic College i Wales. Skolen befinder sig i nærmest Harry Potter-agtige omgivelser på middelalderslottet St. Donat's Castle i Vale of Glamorgan, omkring 26 kilometer vest for hovedstaden Cardiff. Skolen hører under et verdensomspændende netværk af skoler og uddannelsesprogrammer, United World Colleges Foundation, der lægger vægt på et internationalt miljø og har fokus på bæredygtighed. Dronning Noor er nuværende præsident for UWC, og tidligere har også blandt andre præsident Nelson Mandela og prins Charles haft den ærefulde rolle. Der er omkring 350 elever fra mere end 90 lande på skolen. Leonor har tidligere prøvet at bo i udlandet, idet hun som 12-årig i 2012 var på summer camp med sin søster i USA i en måned.


UWC Atlantic College i Wales.


Prins Felix blev sidst i juni student fra Gammel Hellerup Gymnasium og er efter sommer klar til at begynde på en militærkarriere. Prinsen skal gå på den 1-årige løjtnantuddannelse ved Hærens Officerskole i Slagelse, og efter et år skal han søge ind på en kaserne. Da han sidst i juni blev student, fortalte han også, at han måske efterfølgende vil gå på Copenhagen Business School. Dermed går han både i sin storebror og i sin far, prins Joachims, fodspor. Prins Joachims militære karriere begyndte i 1987 som rekrut i Dronningens Livregiment, og derefter fulgte mange år i militæret, hvor han efterhånden steg i graderne. I dag arbejder prins Joachim som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris og har en grad af brigadegeneral.


Der er sket mange spændende ting for belgiske prinsesse Elisabeth de seneste år. Efter at have afsluttet sin internationale studentereksamen på UWC Atlantic College sidste år begyndte hun i efteråret 2020 på Det Kongelige Militærakademi i Bruxelles. Her har også hendes far, bedstefar og oldefar i sin tid været studerende. Elisabeth startede ud med at studere “Social og militærvidenskab” og fagene psykologi, sociologi og historie det første år. Den militære uddannelse vil være nyttig for kronprinsessen, når hun engang i fremtiden skal være øverste chef for de væbnede styrker i Belgien. Hvilket studie prinsesse kaster sig over efter sommerferien er endnu ikke meldt ud.


Ligesom prinsesse Isabella er også norske prins Sverre Magnus nummer tre i tronfølgen efter sin storesøster, prinsesse Ingrid Alexandra, og har dermed mere frie rammer til at vælge, hvilken vej han vil gå i fremtiden. Kongehuset meldte i starten af juli ud, at prinsen efter sommer begynder på Elvebakken Videregående Skole i Oslo. Her skal han gå på linjen Informationsteknologi og medieproduktion (IM). Uddannelsen giver både mulighed for en læreplads og fagcertifikat samt studiekompetence. Prinsen har netop afsluttet 10. klasse på Oslo Montessoriskole, mens han tidligere har været elev på Jansløkka Skole i Asker. Montessori-metoden blev udviklet af den italienske læge og pædagog Maria Montessori og har blandt andet fokus på at give børnene en selvstændig personlighed og vække en naturlig nysgerrighed hos dem. Et særkende ved Montessoriskoler er den ro, som præger arbejdet. I sin fritid er han aktiv med at stå på ski, køre BMX og cross og surfe.


Som den første i den spanske kongefamilie kommer prinsesse Sofia engang til at skulle vælge mellem at være fuldtidskongelig eller gå sin egen karrierevej. Det er hendes far, kong Felipe, der har lavet den nye lov, som ikke tillader medlemmer af kongehuset at arbejde ved siden af at være aktive for kongehuset. Lige nu er prinsessen dog bare en glad teenager, der nyder at være sammen med sine venner og passer sin skole Santa María de los Rosales i kvarteret Aravaca i Madrid. Det er en privat katolsk skole, som også storesøster Leonor har været elev på indtil denne sommer. I fritiden interesserer hun sig for noget så specielt som robotteknologi og derudover teater og madlavning, og så elsker hun dyr.


Ligesom prinsesse Leonor skal også kong Willem-Alexander og dronning Maximas mellemste datter, prinsesse Alexia, starte en 2-årig gymnasiel uddannelse på UWC Atlantic College i Wales. Her har også hendes far været elev fra 1983 til 1985, hvor hans hovedinteresse var historie. I de sidste fire år har Alexia været elev på Christelijk Gymnasium Sorghvliet i Haag ligesom sine søstre, prinsesse Amalia, 17, og prinsesse Ariane, 14.


Prins Edwards datter Lady Louise er flittig elev på den katolske skole St Mary's School Ascot i Ascot, Berkshire, der ligger tæt på hendes hjem Bagshot Park. Her har hun valgt fagene engelsk, historie, politik og drama. I sin fritid elsker hun at ride og er, ligesom prins Philip var, begejstret for hestevognskørsel. Faktisk opnåede hun i 2019 en flot tredjeplads ved Royal Windsor Horse Show, og hun arvede netop prins Philips karet efter hans død.


Som den yngste datter af det hollandske kongepar har prinsesse Ariane stadig god tid til at finde ud af, hvad hun vil i fremtiden. Lige nu er hun elev på Christelijk Gymnasium Sorghvliet i Haag, tæt på hjemmet, Huis ten Bosch-paladset. I sin fritid nyder hun, ifølge kongehuset, at ride, spille hockey og spille klaver.
GALLERI: Det skal Europas unge kongelige lave efter sommer
Prins Christian og prinsesse Isabella er ligesom de andre europæiske unge kongelige ved at forberede sig på deres fremtid.
Der venter prinsesser og prinser fra både Belgien, England, Holland, Norge og Spanien spændende udfordringer i de kommende år.
I galleriet øverst i artiklen kan du se dejlige billeder af de unge kongelige og læse om deres spændende fremtidsplaner
Flere af de unge kongelige, deriblandt prins Christian, prinsesse Leonor, prinsesse Alexia, prins Sverre Magnus, prins Nikolai og prinsesse Amalia kan allerede glæde sig til nye omgivelser efter sommer.
Læs alt om de unge europæiske kongelige i det nye nummer af BILLED-BLADET: