
Får drøntravlt: Kong Frederik skal forberede sig på hurtigt tøjskift efter nytårskur

Der venter kongeparret nogle spændende og travle dage i begyndelsen af januar, når de forskellige nytårskure finder sted.
Ekstra travlt får kong Frederik tirsdag den 7. januar, når han både skal til nytårskur og på kongelig opgave.
Således afholder kongeparret den dag nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner på Christiansborg Slot fra om morgenen til omkring klokken 13.00.
Overtaget fra dronning Margrethe
Kun tre timer efter, klokken 17.00 venter der kong Frederik det traditionsrige julemøde i Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, der finder sted under overskriften "Jorden set fra rummet med danske øjne" i Festsalen i Geocenteret i indre København.

Kongen er ny protektor for selskabet, og han har overtaget det efter dronning Margrethe, som hvert år trofast støttede op om arrangementet.
Astronaut på besøg
Til årets julemøde vil astronaut Andreas Mogensen holde et oplæg om sin banebrydende Huginn-mission til den Internationale rumstation, og sit arbejde på SpaceX's Crew Dragon, hvor han gennemførte over 30 europæiske og internationale eksperimenter.