
Får kronprins Christian løn under uddannelsen? Her er kongehusets svar

Efter at have afsluttet sin værnepligt i maj, fortsætter kronprinsen nu sin militære-løbebane på løjtnantsuddannelsen.
Det meldte kongehuset ud i foråret, hvor de kunne oplyse, at det er her i begyndelsen af august, at Christian møder ind på kasernen til uddannelsesstart.
I den forbindelse blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt den 19-årige kronprins får løn under uddannelse.
Uddannelsen til løjtnant varer et år, hvor der efterfølgende er en periode med tjeneste som delingsfører. Undervejs får man indsigt i moderne ledelsesteori, ligesom man i praksis får erfaring med at lede, instruere og agere underviser for soldater. Det indbringer en basisløn på omkring 26.000 kroner under uddannelsen.
Men ikke for kronprins Christian. Det kunne kongehuset oplyse til Ritzau i maj.
Kronprinsen får ikke løn under sin løjtnantsuddannelse. Men det betyder ikke, at der ikke er lidt at gøre godt med. For der er fulgt et klækkeligt beløb med titlen som kronprins.
Da loven om kong Frederik den Tiendes civilliste blev vedtaget i Folketinget i 2024, blev det besluttet, at kronprinsen får en sjat af kongens statsydelse.
I alt er der årligt allokeret fire millioner til kronprins Christian.
Dette er, mens kronprinsen er ”hjemmeboende”. Det vil sige indtil, han har etableret sin egen husholdning – og formentlig bor i sit eget palæ. Herefter vil kronprinsen få sin egen statsydelse.
