Familievejleder: Joachim bliver pylret over sin datter
Der vil være et særligt bånd mellem Prins Joachim og hans datter, vurderer familievejleder.
Drengebørn med fodboldben og jord under neglene er noget mange fædre drømmer om. Men når man som Prins Joachim har tre af slagsen, kan det være svært at skjule glæden ved, at den fjerde pode blev en lille pige:
- Jeg har det strålende med også at kunne tælle en datter. Det har været et ønske for mig, sagde Prins Joachim tidligere tirsdag formiddag, da han mødte den samlede presse kort efter fødslen.
Og prinsen kan med rette forvente, at hans forhold til datteren bliver noget helt specielt, vurderer familievejleder Lola Jensen.
- Der har altid været noget særligt mellem en far og hans datter. For eksempel vil en far ofte være tilbøjelig til at gå langt for at undskylde sin datters opførsel over for moren og måske give hende lov til lidt mere, hvor han måske vil være lidt hårdere over for en søn, siger hun til Alive.dk.
Samtidig er der dog stor sandsynlighed for, at Joachim bliver mere pylret over for sin lille pige, end han har været med Prins Nikolaj, Felix og Henrik.
- Fædre har jo raske sønner, der traditionelt set skal lære at klare sig selv, hvorimod en far vogter mere over sin datter. Helt instinktivt ligger der noget med, at man som far står klar med jagtgeværet, hvis der pludselig står en fremmed fyr foran havelågen.
Styrthjelm og oliefingre
Men selvom Prins Joachim nu vil opleve en ny faderrolle, betyder det ikke, at han nødvendigvis skal fare ud og købe en masse Barbiedukker. Ifølge familievejlederen er kønsrollerne nemlig ikke altid lige nemme at gennemskue.
- Hvert barn har sin egen personlighed, og derfor er det ikke helt givet, at prinsessen vil blive meget "piget". Måske forventer Joachim, at han skal stifte bekendtskab med en helt ny lyserød verden, men det er ikke sikkert. For eksempel lader Prinsesse Isabella ikke til at være en lille pyntedukke, siger Lola Jensen om Frederik og Marys pige, der bliver kusine til den nye prinsesse.
Og hopper den lille prinsesse ikke direkte i tylskørt og diadem, kan det netop være fordi hun bliver påvirket af de mange "mænd" i hendes liv.
- Den lille ny prinsesse vokser jo op med en far, der er glad for motorsport, så det kan sagtens være, at vi kommer til at se en pige med styrthjelm og fedtede oliefingre, siger Lola Jensen og fortsætter:
- Samtidig har hun tre brødre, og som lillesøster kan hun derfor have en tendens til at få grovfile på albuerne og blive lidt mere rap i replikken for at klare sig blandt drengene. Drenge har også en anden humor, som er mere præget af lagkagekomik, og den vil hun måske også tage til sig.
Ned fra piedestalen
Når den endnu unavngivne prinsesse bliver ældre, skal Prins Joachim dog passe på, at han ikke lader sig snøre. Fædre kan nemlig have en tendens til at føje deres pigebørn, fordi piger ofte ved, at det er nemmere at få deres vilje hos far end hos mor.
- Piger er generelt bedre end drenge til at charmere deres fædre, så far bliver betaget og benovet over sin lille yndige prinsesse. Den går ikke hos moren, fordi man som forælder kender sit eget køn rigtig godt. Marie vil altså hurtigt kunne se, hvad den lille prinsesse har gang i, når hun forsøger at overtale sin far til et eller andet, forklarer Lola Jensen.
Og her er det ifølge familievejlederen vigtigt, at Prins Joachim ikke kommer til at være alt for eftergivende. Det kan nemlig sende forkerte signaler til hans tre sønner.
- Som forælder skal man være meget opmærksom på at fordele sol og vind lige. Børnene må ikke på noget tidspunkt opfatte, at far sætter sin datter højt op på en piedestal, hvor de andre slet ikke kan være med. Man skal sørge for at vise dem, at de er lige elskede, siger Lola Jensen.