Fejres for fuld musik: Dronning Margrethe får den flotteste gave
Dronning Margrethe modtager mandag morgen fra klokken 9.00 Forsvarets officielle gave i anledning af 50-års regeringsjubilæet.
Dronningen er ombord på kongeskibet Dannebrog, der ligger i Storebælt ved Korsør, når gaven modtages.
Dronning Margrethe på Dannebrog
Forsvaret markerer 50-års regeringsjubilæet i farvandet ud for Korsør og på Flådestation Korsør. Markeringen af Regeringsjubilæet er Forsvarets officielle gave og består af en overflyvning af kongeskibet Dannebrog i Storebælt med fly fra Flyvevåbnet samt en flådeparade med flere af Søværnets skibstyper.
Militærparade med musik
Efter flådeparaden vil Kongeskibet Dannebrog sejle til Flådestation Korsør, hvor Hæren, Søværnet og flyvevåbnet optræder i en militærparade med taler og musik.
Dagen fortsætter for dronningen med et officielt besøg i Slagelse, hvor der blandt andet er karettur og mere musik på programmet.