
Felix og Nikolais barndomsslot: ”Vi har holdt på en hemmelighed…”

Det smukke Schackenborg Slot i Møgeltønder dannede den 5. juni rammen om et ganske særligt besøg.
Her havde TV 2 valgt slottet som det perfekte sted til en date i TV 2-programmet ”Landmand søger kærlighed”, skriver Schackenborg på Instagram.
”Vi har holdt på en hemmelighed… Grundlovsdag lagde Schackenborg rammer til et ganske særligt besøg fra TV 2 Play & TV 2, da de optog Landmand søger kærlighed. Her – midt i de historiske rammer og eventyrlige omgivelser – havde TV2 spottet det perfekte sted til en romantisk date. I aften bliver sløret løftet, når Landmand søger kærlighed, ruller over skærmen – og du kan følge med i, hvordan det gik for Lars”, skriver de på Instagram og tilføjer ”Mon kærligheden spirer i de royale rammer?”.
Til teksten deler Schackenborg Slot en række behind the scenes-billeder, hvor man kan se produktionen i gang med at filme til ”Landmand søger kærlighed”.


Tilbage i 70’erne fik prins Joachim som niårig overdraget Schackenborg Slot af Hans Schack, og det historiske slot i Sønderjylland var i mere end 20 år hans og familiens hjem.

Hans to ældste sønner, grev Nikolai og grev Felix, fortalte i 2022 om deres relation til slottet i et stort interview med BILLED-BLADET.
De boede kun fast på Schackenborg, indtil de var henholdsvis to og fem år, og derefter mere sporadisk indtil omkring begyndelsen af teenageårene, men familien ser stadig slottet som deres andet hjem.
Herunder ses et udsnit fra interviewet med BILLED-BLADET i 2022, hvor greverne fortæller om deres forhold til Schackenborg.
(Interviewet er fra før, Nikolai og Felix’ titler blev ændret fra prinser til grever, red.)
– Vi har utallige minder, og de bliver stadig kreeret, fordi vi stadig tager derned af og til. Det er altid dejligt med en pause fra storbyen, men også at komme derned og genopleve alt fra dengang, man var barn og boede der. Det har været helt specielt at kunne gå rundt blandt marker og se på dyr, siger prins Felix, mens hans storebror supplerer:
– Jeg husker særligt min tid i børnehaven. Og jeg har stadig bekendtskaber derfra. Det, synes jeg, er meget specielt. Både fordi det er geografisk fjernt, men også fordi det efterhånden er ret lang tid siden.
Nikolai kommer i tanke om særligt en sjov beskæftigelse.
– Jeg husker, jeg havde en lille elektrisk John Deere (traktor, red.), som jeg kørte rundt i haven med og lavede, i gåseøjne, havearbejde med, sammen med gartneren. Det var det fedeste dengang; at køre rundt på et stort areal. Det var ret sjovt!
Felix har lignende minder: – Nu nævnte Nikolai gartneren. Da jeg var lille, sad jeg altid sammen med gartneren, når han slog græs. Og så gik jeg og talte med ham. Han var næsten min bedste ven. Det var meget hyggeligt.

Billeder fra Schackenborg Slot
Det er tydeligt at høre på prinsernes fortællelyst, at de den dag i dag føler en stor tilknytning til det sønderjyske barndomshjem.
– Vi får af og til lov til at holde en jagt af vores far nede på Schackenborg og bliver selvfølgelig også selv inviteret derned på jagt af vores far. Det er så i lidt mere voksne rammer, end da vi var børn, men vi har jo altid været med ude i det miljø, så helt fjernt er det ikke for os, forklarer Nikolai.
– Især om foråret er der også nogle gange, at vi kan komme derned … i hvert fald når vores far er der. Det er superdejligt at være der med familien og bare nyde det, lyder det fra Felix.
På spørgsmålet om, hvad de så laver, når de er sammen som familie, svarer Felix prompte: – Cykelture! Det gør vi næsten hver gang, vi er der. Så cykler vi over grænsen og køber “slik og ballade”, fordi det er så tæt på.
– Og Rømø er jo kun en 20 minutter væk i bil. Vi elsker at samle østers derude. Mon ikke, det er gået i arv fra grandpapa til far og så til os? Det synes jeg også er skønt, siger Nikolai.
