
Festlig favorit: Dronning Mary bar armbånd, der blev givet i forlovelsesgave

Den røde løber var tirsdag aften rullet ud på Riga Slot, hvor der blev holdt statsbanket i anledningen af kongeparrets statsbesøg.
Dronning Mary var et naturligt midtpunkt i sin højrøde kjole, som var et nik til både det danske og lettiske flag.

Dronning Mary, kong Frederik og præsident Edgars Rinkēvičs hilste på de mange inviterede gæster, og da dronning Mary løftede hånden for at give de mange håndtryk, glimtede et helt særligt smykke fra hendes håndled.

På aftenen bar dronning Mary Dronning Louise af Sverige-Norges forlovelsesarmbånd, som hører til Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis.
Ifølge kongehusets hjemmeside var armbåndet en forlovelsesgave fra 1850 fra Karl 15. af Sverige til hans hustru, dronning Louise.
Festlig favorit
Vores 53-årige dronning har båret det kostbare armbånd flere gange, siden hun blev dronning, og statistikken peger mod, at det er ved at blive en festfavorit hos dronningen.


