Fik OL-atlet overtalt kong Frederik? Noget tyder på det
– Det kunne være fedt, hvis de kom.
Sådan lød det fra bokser Nikolai Terteryan, da han mødte Ekstra Bladet kort før OL.
Ifølge mediet ville bokseren forsøge at overtale kong Frederik til at komme og se ham i ringen. Og nu er der noget, der tyder på, at det lykkedes. Uanset er hans ønske i hvert fald gået i opfyldelse.
Lørdag gik Terteryan i ringen i OL-kvartfinale mod usbekiske Asadkhuja Muydinkhujaev, og på tilskuerrækkerne sad kong Frederik klar til at heppe på den 23-årige dansker.
Det viser nye billeder, hvor man kan se, at Frederik fulgte begejstret med.
Desværre blev medaljedrømmen ikke en realitet for Nikolai Terteryan. Et enigt dommerpanel udråbte Usbekeren som vinder, og danskeren er nu ude af OL.
Trods udfaldet stod kong Frederik klar med et anerkendende klap på skulderen og et stort smil, da bokseren passerede og forlod arenaen.