Folk spørger – hvor er maven, Mary?
Kronprinsesse Mary er i disse dage på en kortvarig privat ferie i Australien hos familie og venner, og for en stund får kronprinsessen en pause fra de mange nysgerrige blikke på hendes mave.
For med den glade nyhed om, at kronprinsparret venter tvillinger til januar, har fokus været enormt på Marys mave, og mange har undret sig over, hvor lidt maven egentligt syner.
Mary er nu mere end fire måneder henne i sin tvillingegraviditet, og mange vil måske mene, at kronprinsessens mave burde syne af mere.
Men det behøver nu slet ikke at være tilfældet, fortæller jordemoder Birgit Thalpitzer.
- Den væsentligste årsag er, at Mary er høj med et langt liv. Det vil sige, at der er et langt stykke fra skambenet, hvor fostrene kan gemme sig, fortæller Birgit Thalpitzer til Se og Hør.
- En anden årsag til, at graviditeten er længe om at blive rigtig synlig, kan være, at Mary er i super fysisk form, og mavemusklerne derfor er længere om at give sig, forklarer jordemoderen, der ejer klinikken og hjemmesiden jordemoder.dk
At Danmarks kronprinsesse Mary er i god fysisk form, kan ikke diskuteres, og det kommer utvivlsomt den vordende tvillingemoder til gode, både under graviditeten og når de to kongelige babyer kommer til verden.