Fortsætter i militæret: Kan kronprins Christian blive udsendt?
I foråret afsluttede kronprins Christian sin værnepligt i garderhusarregimentet, og nu fortsætter han sin militære løbebane.
Det gør han på løjtnantsuddannelsen, som han startede på i mandags.
I takt med, at han stiger i graderne, rejses spørgsmålet om, hvorvidt kronprinsen kan blive udsendt.
Dette svarer befalingsmand Kristian Bo Larsen på. Det gør han til BILLED-BLADET, som møder ham til pressedag på Kasernen, hvor landets journalister er inviteret til at se kronprins Christian i aktion og se, hvilke forhold han skal bo under.

Ifølge befalingsmand Kristian Bo Larsen kommer en eventuel udsendelse an på kronprins Christian selv, og hvilke valg han tager efter sin løjtnantsuddannelse.
– Det kommer det an på, hvilken uddannelse man vælger at tage som officer. Denne her uddannelse (som kronprins Christian nu er i gang med, red.) slutter efter 10,5 måned, og så er der nogle, der skal direkte ud at have værnepligtige, og der har Regeringen jo åbnet for, at man kan udsendes med de værnepligtige. Men her venter man på en endelig beslutning, udtaler Kristian Bo Larsen og tilføjer:
– Man kan også gå videre til Hærens officersskole og tage en linjeofficersuddannelse. På den uddannelse lander man ud i det, vi kalder den ”stående styrke” – det er de virkelige professionelle soldater. Og det er jo nogle, som jævnligt bliver udsendt.”

Der er flere veje at gå for kronprins Christian efter sin løjtnantsuddannelse. Og det vides endnu ikke, hvilken han ønsker at gå. Samtidig kan der være andre forhold til at tage højde for – og som er anderledes end hans soldaterkammerater. Dette kommer befalingsmand Kristian Bo Larsen også ind på:
– Jeg ved dog ikke, hvad rammerne er for at sende royale afsted. Men det er kronprins Christians valg, afslutter han.
Hør befalingsmand Kristian Bo Larsen fortælle mere om Christians muligheder i videoen øverst.