FREDERIK 50 ÅR: Kronprinsen får særligt center opkaldt efter sig
Efter hofsorgens afslutning har kongehuset offentliggjort endnu et spændende arrangement i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag den 26. maj.
Tre dage inden kronprins Frederik fylder rundt, åbner han et nyt forskningscenter på Aarhus Universitet - School of Business and Social Sciences (Aarhus BSS), der fremover skal bære navnet Crown Prince Frederik Center for Public Leadership.
Vækker glade minder
For kronprins Frederik vil åbningen uden tvivl vække mange glade minder, idet det nye forskningscenter bliver placeret på Institut for Statskundskab, som han selv blev cand.scient.pol. fra i 1995.
Glæden er stor hos kronprins Frederik
Glæden over at lægge navn til det nye center er stor hos kronprins Frederik:
"Offentlig ledelse handler om kvaliteten af de offentlige ydelser og om samspillet med den private sektor. God offentlig ledelse skaber værdi for hele samfundet og er en afgørende faktor for succesen i vores velfærdsmodel. Det er samtidig en forudsætning for, at virksomhederne kan lykkes. Jeg er stolt over, at det nye center kommer til at bære mit navn, og jeg glæder mig til at bakke aktivt op om centrets arbejde," lyder det således fra kronprins Frederik på kongehusets hjemmeside.
Oldefar lagde første sten
Kronprins Frederik vil også efter åbningen være tæt tilknyttet centret som medlem af centrets Governance Commitee, der skal arbejde for at sikre centrets internationale position.
Det nye center åbner kronprins Frederik i Aarhus Universitets oprindelige hovedbygning midt i Universitetsparken, hvor hans oldefar Christian X i 1932 nedlagde den første sten.
Motionsløb for alle
Udover åbningen af det nye forskningscenter fejrer kronprins Frederik også sin runde dag med at løbe med i motionsløbet Royal Run, som er åbent for alle.
Motionsløbet afvikles den 21. maj 2018, fem dage inden kronprins Frederiks fødselsdag, og finder sted i landets fem største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København.