22. okt. 2011
Af af Ulrik Ulriksen i USA

Frederik og Mary lagde blomster ved Ground Zero

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik ved Memorial Site,
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik ved Memorial Site, hvor de ved en følelsesladet højtidelighed nedlagde fem hvide roser bundet med et bånd i Dannebrogs rød-hvide farver.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Kronprinsparret var begge dybt berørte, da de fredag besøgte stedet i new York, hvor så mange mennesker har mistet livet.

Kronprinsparret repræsenterede i New York det danske kongehus, da statsoverhoveder for de nordiske lande fredag formiddag besøgte stedet, hvor det uhyggelige terrorangreb den 9/11 2001 ødelagde World Trade Centers tvillingetårne og dræbte næsten 3.000 mennesker.

Frederik og Mary var sammen med det norske og svenske regentpar samt den finske og islandske præsident på plads ved Memorial Site, hvor de ved en følelsesladet højtidelighed nedlagde fem hvide roser bundet med et bånd i Dannebrogs rød-hvide farver.

Også de øvrige nordiske statsoverhoveder lagde ved Memorial Site hvide roser med bånd i deres lands nationalfarver.

Det var kronprins Frederik, der bøjede sig ned og lagde blomster ved det såkaldte "Survival Tree".

Under hele højtideligheden virkede både Frederik og Mary dybt berørte. Efterfølgende udtalte kronprinsen, som virkede imponeret over at se, hvor langt man var kommet med genopbygningen af World Trade Center, at det betød meget for ham og kronprinsessen at have været i New York ved det tidligere Ground Zero for at vise respekt for de mange, der døde i terrorangrebet.

Læs mere om: