Frederik overrasket ved ankomst: Usædvanligt, men så sødt
Det er normalt kronprinsesse Mary, der modtager en fin buket blomster fra en blomsterpige- eller dreng, når hun bliver budt velkommen ved et officielt arrangement.
Men onsdag var det noget usædvanligt kronprins Frederik, der fik en flot buket af en sød blomsterpige, Mira Azad-Ahmad på seks år, der er elev på Skjoldhøjskolen og datter af rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad.
Ekstra festligt
Den overraskende velkomst var blevet forberedt for at gøre det ekstra festligt og for at give børnene en god oplevelse.
Blomsterbuketten blev overrakt, da kronprins Frederik ankom til åbningen af Sports- og Kulturcampus i Gellerup, der skal være Aarhus’ nye samlingspunkt, hvor læring, bevægelse og fællesskaber er i centrum.
Skruede løs
Den officielle åbning fandt sted i Bevægelseshusets klatrearena, hvor kronprinsen fik lov at skrue det sidste greb på klatrevæggen og dermed åbne den imponerende campus, der består af et bibliotek, et samlingshus, en kunstgræsbane, en bypark og et samlende midtpunkt, Verdenspladsen.
Her optrådte også flere af de mange børn og unge, der var tilstede, for den kongelige gæst med blandt andet dans, kørsel på et-hjulet cykel og jonglering med en diabolo.
Kender området
- Jeg kom her for første gang for lidt over 30 år siden, da nogle af mine studievenner boede i en af de forreste bygninger, og her havde vi masser af gode tider, sagde kronprins Frederik under besøget til TV2 ØSTJYLLAND og fortsatte: - Jeg er glad for at se, at man tager de gode faciliteter i brug. Det skal være et sted, hvor man føler, at det er behageligt og trygt at komme.Spændende rundtur
Efter åbningen blev kronprinsen vist rundt i det nye campusområdes mange faciliteter og kom forbi blandt andet Gellerup Art Factory, som er et kreativt være- og værksted, hvor borgere fra lokalområdet både selv producerer og præsenteres for kultur.