
Frederik var sikker på, at han ville få et nej: Så tog Ingrid teten og spurgte svigerfar

”Du må hellere spørge selv.”
Daværende kronprins Frederik var ikke meget for at spørge – ikke fordi han manglede mod, men fordi han vidste, at han ville få et nej, mens hans forlovede uden tvivl ville få et ja.
Frederik og Ingrid var dengang forlovede og midt i bryllupsplanlægningen. De havde besluttet sig for at blive gift i Ingrids fødeby Stockholm, men danskerne skulle ikke snydes. Det kommende kronprinspar planlagde derfor den helt store entré i København: de ville komme sejlende med Kongeskibet Dannebrog.
Det virker måske i dag som den oplagte idé – hvilket det da også var, men nogen selvfølge var det ikke.
Også dengang var Kongeskibet forbeholdt den siddende monark, og den regelrette kong Christian 10., der var kendt for at være en brysk herre, var ikke en, som bøjede reglerne.
Kongen havde dog givet tilladelse til, at det nygifte par kunne tage toget fra Stockholm til Malmø, hvor de kunne stige ombord på Dannebrog og sejle det korte stykke ind til København.
Men Ingrid havde en anden plan: Hun ville sejle hele vejen – og den idé luftede hun for sin forlovede, som vidste, at det nok ville være bedre, hvis hun selv spurgte kongen.

Episoden har kong Frederik (9.) fortalt om i et interview, som man blandt andet kan se i dokumentaren ”Dronning til alle tider”.
Episoden vidner om, at den unge Ingrid havde en stor stjerne hos sin svigerfar.
– Christian 10. var enormt glad for Ingrid. Jeg kender jo ikke til hans tanker, så jeg kan ikke sige præcis, hvorfor han var det. Men der er jo noget i at se sit barn være glad og have en støtte. Og når man skal være konge, som daværende kronprins Frederik jo skulle, så er det jo også enormt vigtigt at finde en, man kan støtte sig til, fortæller historiker Emma Paaske til BILLED-BLADET.
Det siger også en hel del om, hvordan Ingrid var som person, og hvordan hun var vokset op.

Ingrid voksede op som prinsesse i det svenske kongehus. Hendes far var kronprins og hendes farfar var kong Gustaf 5. Hun var derfor vant til at begå sig på de bonede gulve og blandt konservative mænd. Hun fandt derfor hurtigt melodien med sin svigerfar.
– Samtidig er Ingrid en, som forstår, hvad det vil sige at indgå i et samarbejde. Og der har Christian 10. meget hurtigt set, at Ingrid er en, som det danske kongehus kan vinde meget på. Både for hans søn, men også for institutionen kongehuset, tilføjer Emma Paaske.
Ingrid endte da også med at få et ja fra sin svigerfar, kong Christian, som selv måtte tage toget hjem fra brylluppet i Stockholm.
