
Fyrede den af fra hoften: Dronning Mary knækkede sammen af grin

Dronning Mary deltog i dag i Mary Fondens markering af, at indsatsen ”Sammen uden vold – Gravide” nu er udbredt til hele Region Sjælland.
Markeringen fandt sted på Holbæk Sygehus, hvor dronningen holdt tale og deltog aktivt i en uddannelsesdag for jordemødre.
Mary deltog blandt andet i screenings- og caseøvelser sammen med jordemødrene.
Ved ankomsten til den sal, hvor jordemødrenes uddannelsesdag fandt sted, skete der et lille uheld.
Et glas med vand blev væltet lige bag det sted, hvor dronning Mary skulle sidde.
Og der blev helt vådt på gulvet.


Mary og jordemødrene hyggede sig
Den særlige episode med det væltede glas fik en af jordemødrene til at udbryde “vandet er gået”, hvilket jo er noget, rutinerede jordemødre samt kvinder, der har født, har hørt før i en lidt anden sammenhæng.

Den friske bemærkning, som blev fyret af lige fra hoften, fik både dronningen og Mary Fondens direktør Helle Østergaard til at flække af grin, og også de fleste andre i salen grinede.
I det hele taget var der midt i alvoren bestemt også en god og afslappet stemning blandt jordemødrene, som nød at have royalt selskab.
