
Grevinde Alexandra deler skønt billede med sønnerne i Sydfrankrig

Der er virkelig kommet gang i grevinde Alexandras Instagram-profil, siden hun postede sit første opslag torsdag.
På nuværende tidspunkt har hun over 21.000 følgere!
Lørdag har hun igen delt billeder på det sociale medie.
Denne gang er det lækre sommerbilleder, blandt andet et hvor hun står med sine to sønner, grev Nikolai og grev Felix.
De to voksne sønner flankerer deres mor med armene over skulderen på hende, i hvad der ser ud til at være skumringstiden.

Sommerens hotteste farve
Alexandra er i en lang kjole i sommerens hotteste farve, nemlig smørgul.
Grev Felix viser et nyt look med korthårsfrisure frem.
Alle billederne emmer af eksklusivitet og hygge, og der ser ud til både at have været gang i grillen og i solen.
I teksten til billederne afslører grevinden, at de er taget i Sydfrankrig.
Helt nye kan billederne dog ikke være, da det fremgår af grev Nikolais Instagram-profil, at han fredag aften var til landskamp i Parken.
