14. jun. 2011
Af af Marianne Singer

Grevinde Alexandras franske bulldog

Lille Lily på 12 uger er en fransk bulldog, som lige er flyttet ind hos grevinde Alexandra og Martin Jørgensen.
Lille Lily på 12 uger er en fransk bulldog, som lige er flyttet ind hos grevinde Alexandra og Martin Jørgensen.
Foto: Birger Storm
Der er kommet et ekstra familiemedlem hjemme hos grevinde Alexandra og Martin Jørgensen.

"Nåå" og "iih ... ", lød det fra alle sider, da prins Felix kom gående ind på Vedbæk Skoles grønne område med familiens nye hundehvalp, Lily. Den sorte, franske bulldog har boet hos grevinde Alexandra, Martin Jørgensen og prinserne i et par uger og ser ud til at trives fint i sin nye familie.

Den følte sig i hvert fald helt tryg og lod sig ikke påvirke af det store ståhej, den skabte omkring sig med de mange voksne og børn, der lige skulle hilse på den.

- Det er første gang, hun er ude blandt så mange mennesker. Og hun klarer det rigtig godt, lød det rosende fra Alexandra, der besøgte Kids for Kids Open Air i forbindelse med, at Martin Jørgensen sidder i fondens bestyrelse.

Samtidig gik årets overskud til UNICEFs arbejde, som grevinden har været engageret i igennem mange år.

- Det var drengenes idé at få en hund. De har plaget om det igennem længere tid. Men det er ikke kun deres ansvar at have den. Vi er gode til at deles om den, fortalte grevinde Alexandra, der viste, at hun havde et godt tag på den nuttede hund, da hun undervejs løftede den op, så den kunne hvile sig lidt i hendes arme.

En del af hverdagen

- Indtil nu har vi været oppe med den én gang om natten, men den er lige begyndt at sove igennem, lød det med et smil fra grevinden, der synes, at drengene kan lære meget af at have et kæledyr.

- Det er klart, at det påvirker hele familien at have hund. Den skal være en del af drengenes hverdag med det, der hører til af både pligter og det sjove, sagde Alexandra. Grevinden er på ingen måde uerfaren med at have hund, men har tidligere både haft en cockerspaniel, Oscar, og en dalmatinerhund, Nikita.

Det hele handlede dog ikke kun om Lily under Kids for Kids-festlighederne. Prinserne fik både hørt god musik med optrædende kunstnere som Sanne Salomonsen og Basim og prøvede ligesom de mange andre børn forskellige aktiviteter som klatrevæggen og den elektriske tyr, som Nikolai vovede sig op på.

Læs mere om: