21. maj. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Har dronning Margrethe reelt kontrollen over det danske militær?

Dronning Margrethe og Livgarden i 2019.
Dronning Margrethe og Livgarden i 2019.
Arkivfoto: Martin Høien
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg kunne forstå på en historie i brevkassen forleden, at kong Felipe 6. er øverstbefalende for de spanske styrker, ligesom den amerikanske præsident er Commander-in-Chief. Gælder det også vores dronning Margrethe?
På forhånd tak
Bodil Pedersen

Kære Bodil Pedersen
Jeg skrev ikke, at den spanske konges rolle som formel øverstkommanderende for de væbnede styrker kan sammenlignes med den amerikanske præsidents funktion som Commander-in-Chief, for det kan den ikke. Kongen er statsoverhoved i et konstitutionelt monarki, hvor den reelle kontrol over militæret ligger hos den folkevalgte regering. Det er ligesom i Danmark. Du kan med en vis ret hævde, at Grundlovens § 12 og § 19 formelt gør monarken til øverstbefalende over hæren, søværnet og flyvevåbnet, men reelt er det regeringen, dvs. den ansvarlige minister, der har ansvaret. Forsvarslovens § 9 anfører da også, at "Forsvarsministeren er højeste ansvarlige myndighed for forsvaret". Regeringen kan dog ikke gå i krig eller udsende danske styrker uden at inddrage Folketinget. Den amerikanske forfatnings artikel II, stk. 2 giver derimod præsidenten reel kontrol over de væbnede styrker som Commander-in-Chief. Kongressen fungerer i et vist omfang som en "bremse" på magtanvendelsen, idet det politiske system i USA hviler på et princip om "Checks and Balances", dvs. magtbegrænsende kontrolinstanser, som skal sikre, at ingen politisk aktør, institution eller myndighed bliver for magtfuld. Historisk har Kongressen imidlertid givet præsidenten ganske udvidede beføjelser som øverstkommanderende.
Venligst
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: